Indtil 509 f.v.t. blev bystaten Rom behersket af etruskerne, der havde magten i Midt- og Norditalien. Rom, der var den største bystat i Midtitalien med omkring 30.000 indbyggere, blev styret af etruskiske konger, indtil etruskerne blev fordrevet i 509 f.v.t., og Rom oprettede en republik.

I den efterfølgende periode lå Rom i intern stridigheder med andre bystater på den italienske halvø. Romerne havde udviklet en stærk bondehær, der inspireret af grækerne bestod af let bevæbnede fodfolk, og deres falanks var modstanderne overlegne. Også de græske kolonier i Syditalien kom under Roms herredømme, og i 270 f.v.t. var hele Italien underlagt Rom.

Forbundsfæller under Rom

De bystater og områder, der kom under Rom, blev kaldt forbundsfæller. De nye forbundsfæller skulle stille soldater til rådighed for Rom og give en del af deres jord til romerske borgere. Derimod skulle de ikke betale skat til Rom, og romerne blandede sig ikke i deres interne forhold.

Romerne sikrede sig også gennem aftaler med hver enkelt bystat. Roms aftaler med forbundsfællerne var forskellige, hvilket gjorde det svært for forbundsfællerne at slå sig sammen mod Rom. Dette og romernes rimelige politik betød, at forbundsfællerne stort set accepterede Roms herredømme.

De romerske kvinder

Selv om de romerske kvinders plads var i hjemmet, havde de større frihed end kvinder i andre samtidige kulturer. Kvinder deltog i selskabslivet alene eller sammen med deres mand, ligesom der fandtes arbejdende kvinder, der handlede på markedspladsen. De rige kvinder fandt man ikke på markedet, og de deltog ikke i det offentlige liv.

Under kejserdømmet tyder alt på, at ægteskab baserede sig på kærlighed og ikke fordi kvindens fader havde bestemt det. Fædre kunne ikke længere beordre uønskede børn slået ihjel eller vælge, hvem deres døtre skulle giftes med. I tidlige tider blev kvinden betragtet som mandens ejendom, men under kejserdømmet havde kvinder i de øverste samfundslag mange rettigheder. De kunne fx selv disponere over deres penge og egne ejendele.

Kvindernes ægteskabelige forpligtelse var at holde hus og opdrage børnene. Gode mødre blev præmieret af kejseren og understregede vigtigheden af at opdrage og uddanne børnene. Der var således en tendens til, at mødrene ofte havde et tættere forhold til børnene end fædrene.  

Den republikanske forfatning

I modsætning til det græske demokrati var adgangen til embeder i Rom kun for den lille overklasse, der bestod af en række fornemme gamle slægter. Det var folkeforsamlingen og senatet, der valgte og godkendte, hvem der skulle beklæde statsembederne. Da folkeforsamlingen var sammensat, så den reelt favoriserede den rigeste del af befolkningen, og senatet kun bestod af overklassens mest indflydelsesrige medlemmer for livstid, sikrede overklassen sig reelt magten.

For at sikre sig mod magtmisbrug indførte romerne det såkaldte kollegiale system, der betød, at der til hver post blev udnævnt to embedsmænd. Det var meningen, at de skulle kontrollere hinanden og holde hinanden i skak, og på den måde kunne man undgå, at en embedsmand fik for meget magt.

I næsten fem hundrede år fra 509 – 31 f.v.t. var Rom en republik, og romerne levede under en såkaldt republikansk forfatning. Der skete naturligvis ændringer i denne lange periode, men i hovedtræk var folkeforsamlingen og senatet omdrejningspunktet for det politiske liv.

Kejserens magt

Kejseren omgav sig med en kreds af rådgivere, hvor de egentlige beslutninger blev taget. Kejseren havde ladet den republikanske rådsforsamling, Senatet, bestå, men reelt var det uden betydning. Kun i tilfælde af svage kejsere spillede Senatet en rolle. Republikkens folkeforsamling blev derimod afskaffet med den begrundelse, at folkets beskyttelse og interesse blev varetaget af kejseren.

Kejseren havde enevældig magt, men først i senkejsertiden omkring år 300 skete der en radikal ændring af kejserens stilling. Nu blev der indført en række stive hofceremonier, og kejserens autoritet blev løftet over alle, og kejseren tiltaltes Gud og Herre. Kejseren fremtrådte som en orientalsk hersker, det vil sige som man tidligere blandt andet havde set det i Perserriget. Audienssøgende, der kom til kejserens fornemme palads, skulle falde på knæ foran kejseren, der sad højt på sin trone. Hans guddommelighed var ikke til at tage fejl af.

Kristendommen

I senkejsertiden slog kristendommen igennem som religion og i 313 blev den anerkendt på lige vilkår med andre religioner. I 380 blev den til statsreligionen.

Der synes at være en sammenhæng mellem de økonomiske kriseår og behovet for en frelsereligion som kristendommen. Kristendommens budskab om, at alle er lige for Gud, og løftet om frelse og liv i paradis efter døden, havde en stærk tiltrækningskraft i 200-tallet, hvor Romerriget var i krise. Kejsermagtens anerkendelse af kristendommen hænger sammen med, at kejseren ønskede at genskabe tilliden i befolkningen. På den måde så kejseren en mulighed for at knytte kirken til staten og derved sikre stabilitet i riget.

De kristne menigheder blev ledet af en biskop, der førte tilsyn med præsterne. Som arvtager efter apostlen Peter, der blev regnet som Roms første biskop, nød biskoppen i Rom en særlig anseelse og fik derfor titlen pave (fader). Omkring 500 blev pavens magt over den kristne kirke slået fast.

Udbredelsen af kristendommen

Udbredelsen af kristendommen i det romerske kejserrige blev af afgørende betydning for tiden, der fulgte efter Romerriget.  Kristendommen og den kristne kirke blev kulturbærende, og det var herigennem, at den antikke kultur blev overleveret igennem middelalderen.

Når kristendommen kunne sprede sig, som den gjorde, i de første århundreder skyldtes det primært Romerrigets opbygning. Riget bestod af en række bystater, der var forbundet og som man frit kunne rejse til. Byerne lignede hinanden, og det var muligt at gøre sig forståeligt på græsk og latin.

Ideer og tanker kunne transporteres med den livlige handel, der foregik på tværs af riget. Byernes størrelse gav gode muligheder for, at kristne missionærer kunne udbrede det kristne budskab og skabe små kristne menigheder. Med til kristendommens succes hører også, at Romerstatens kerne var militær kontrol og derfor i ringere grad beskæftigede sig med religiøse og medmenneskelige forhold.

De puniske krige 264-146 f.v.t.

Efter man havde fået magten over hele den italienske halvø omkring 270 f.v.t, udvidede Rom sit interesseområde. I stigende grad blandede Rom sig i konflikter rundt om i Middelhavsområdet. Romernes første rival var punerne, der dominerede store dele af Middelhavet, herunder Sicilien tæt ved den italienske halvø. Punerne stammede fra Karthago i det nuværende Tunesien i Nordafrika.

I en periode fra 264-146 f.v.t. udkæmpede Rom og Karthago de tre såkaldt puniske krige. Efter den første puniske krig (264 – 241 f.v.t.) blev Karthago tvunget til at afstå Sicilien og få år efter også Korsika og Sardinien. Spanien forblev dog under Karthagos herredømme.

I den anden puniske krig (218-201 f.v.t.) rykkede Karthagos hærfører Hanibal med sin hær, der også omfattede krigselefanter, igennem den romerske provins i Sydfrankrig over alperne og ned i Italien. Her besejrede han i de følgende år flere romerske hære, og mange romerske forbundsfæller faldt fra. Romerne holdt dog ud, og da de efter nogle år sendte en hær til Nordafrika, måtte Karthago give op, og Spanien blev lagt ind under Romerriget.

50 år senere brød den tredje puniske krig ud og endte med Karthagos totale udslettelse i 146 f.v.t.  Mange romerske senatorer havde længe ønsket Karthago udslettet. En af dem, Scipio den ældre, sluttede alle sine indlæg i Senatet af med ordene: ”I øvrigt mener jeg, at Karthago skal udslettes”. Og det gjorde romerne så i 146. Befolkningen blev fordrevet fra byen – mænd, kvinder og børn. Havnen blev ødelagt, og alle bygninger revet ned. Den turist, der i dag vil besøge Karthago, kan derfor kun opleve nogle få bygninger, som romerne ikke fik smadret.

Flere store erobringer fulgte, og omkring Kristi fødsel omfattede Romerriget alle landene omkring Middelhavet.

Byzans:

Byzans havde ikke samme svaghedstendenser som det vestlige rige. Ressourcerne var langt større og bykulturen mere rodfæstet. I modsætning til det vestlige Romerrige var der i øst et betydeligt lag af små og mellemstore bønder, der var uafhængige af godsejerne. Derved spillede godsejerne ikke den samme rolle som i vest, og statsmagten havde ikke de samme problemer med at opretholde en stærk hær og kunne bevare en administration af riget uden at overbebyrde borgerne med stort skattetryk, som det havde været tilfældet i Det vestromerske Rige.

Selvom Byzans bestod af adskillige folkeslag og kulturer, lykkedes det alligevel at skabe en vis sammenhængskraft og ensartet byzantinsk kultur ved sammensmeltning af romerske, hellenistiske og kristne traditioner.

Romerretten

Den vestlige måde at tænke og tale om ret og lov stammer i stor udstrækning fra det, som man kalder Romerretten.

Vores kendskab til romerretten stammer dog først og fremmest fra den samling af skrifter, love og dokumenter som Justinian satte i værk mellem 529 og 534. Den består af fire dele, hvoraf særligt sidste del (Digesta) er vigtig, fordi den var en samling af den vigtigste romerretslige litteratur og består af 50 bøger, hvor 39 romerske jurister er citeret. Her kaldes jurister ”lovens præster”, der behersker ordet justitia (retfærdighed). Dette er en ”konstant og vedvarende vilje til at tildele enhver sin ret”, og de grundlæggende principper er ”at leve ærværdigt, ikke at skade andre og at tildele enhver sit eget.” Det handler altså basalt set om et ordentligt, godt liv og sikring af ejendom uden at forvolde skade mod andre.

Justinian ville samle alle centrale bestemmelser og skrifter fra romerretten til ét stort, sammenhængende lovværk, der skulle erstatte de tidligere spredte og usammenhængende lovskrifter.

Det var dog først, da man i slutningen af 1000-tallet i Norditalien genopdagede Justinians Digesta, at der for alvor kom gang i retsudviklingen og romerrettens betydning for den europæiske idehistorie. Dette førte til oprettelsen af Europas første universitet i Bologna i 1088, hvor man netop studerede Romerretten og Digesta.

De muslimske imperier:

Stammesamfund

Det bærende element i den arabiske verden var stammen. Uanset om man var beduin eller agerdyrker, skulle det enkelte stammemedlem yde stammen fuld loyalitet. Øverst i stammehierarkiet var sheiken, der bestemte retningslinjerne for stammen, og som alle stammemedlemmer var underlagt.

Det var hvert medlem af stammen pålagt at værne om stammens ære, og blev et medlem forulempet eller slået ihjel, påhvilede det principielt alle medlemmer af stammen at hævne ugerningen.

Markedspladsen

Central i den islamiske byplanlægning var markedspladsen, inspireret af den romerske byplan. Der kunne enten være tale om et bytorv, hvor handlende var samlet, eller det kunne være i souq’en, der var overdækkede markedspladser. De var anlagt sådan, at boder, hvor man solgte samme slags ting, var placeret ved siden af hinanden, så køberne kunne sammenligne pris og kvalitet. I de traditionelle islamiske samfund var det kvinden, der varetog husholdningen og hende, der handlede i souq’en. Her duftede der af krydderier, der var kommet langvejs fra med karavanerne, og her kunne man købe silkestoffer og bomuld fra Kina. Her var der et mylder af handlende, men iblandt dem var der også embedsmænd, der kontrollerede, at alt gik til efter loven. Islamisk lov omfattede nemlig også forretningslivet, og embedsmændene kontrollerede, at kvaliteten af varerne var i orden.

Handel har altid spillet en vigtig rolle i den islamiske verden, og når de muslimske hære havde erobret et område, fulgte købmændene hurtigt efter. Med karavanerne og de nye handelsveje søgte købmændene ny viden.

Osmannerriget

Blandt tyrkerne i Anatolien (den centrale og østlige del af det nuværende Tyrkiet) opstod der i 1100-tallet en lang række høvdingestammer. En af disse høvdingestammer var ledet af Osman (1281-1326), og efter han i 1301 havde besejret den byzantinske hær, betragtede mange ham som den stærkeste af Islams forkæmpere. Flere og flere stammer støttede derfor Osman og hans slægt, og osmannerne kom derved til at stå i spidsen for fremrykningen vestpå. Osman kom til at lægge navn til Osmannerriget, der bestod helt frem til efter Første Verdenskrig.

Osmannerne underlagde sig i løbet af 1300-tallet hele Anatolien, og i 1345 krydsede osmanniske styrker Dardanellerne og erobrede det nordlige Grækenland, Makedonien og Bulgarien, der lå under det byzantinske rige. På Balkan var der desuden en række små kristne stater, der ikke kunne samarbejde og stå imod de fremstormende osmanner.

I de følgende årtier trængte de tyrkiske hære derfor længere og længere ind i den sydøstlige del af Europa og demonstrerede i 1389 deres overlegenhed i slaget på Solsortesletten ved Kosovo, hvor den serbiske hær led et ydmygende nederlag. De knusende sejre betød, at de erobrede områder måtte underlægge sig osmannernes kontrol.

Under Sultan Bayazid (1389-1402) fortsatte erobringerne, og i begyndelsen af 1400-tallet stod det engang så mægtige Byzans svagt. Tilbage lå hovedstaden Konstantinopel.

Arabiske købmænd møder de nordiske vikinger

Vi kender til arabiske købmænd, der i slutningen af 900-tallet ad de russiske floder kom helt til Danmark. Her møder de et samfund, der er meget anderledes end det de kender fra deres egen hjemstavn.

Det er begrænset, hvor meget vi ved om vikingernes samfund. Meget baserer sig på udenlandske kilder og som vi har set på arkæologiske fund.

Vikingesamfundet var et stammesamfund, hvor nogle få storbønder udgjorde den absolutte overklasse. Samfundets brede lag bestod af frie bønder, og i samfundets bund var der trælle (slaver), der ikke havde nogle rettigheder.

Vi kender til en arabisk købmand, der omkring 975 besøgte Hedeby, der var en handelsplads ved Slien tæt ved Slesvig. At-Tartusschi, som købmanden hed, nedskrev en beretning om sit besøg og bemærkelsesværdigt er det, at han hæfter sig ved ”at retten til skilsmisse tilkom kvinderne. Kvinderne skiller sig, når de har lyst til det. Man har også der [Hedeby] en kunstigt fremstillet øjensminke; når de anvender den, tager skønheden aldrig af”. Vi kender også til runesten som kvinder lader rejse over sine mænd, så noget tyder på, at kvinderne havde en relativ fri stilling i samfundet. Dette kan måske forklares ved, at mange kvinder stod alene tilbage når mændene drog på vikingetogter.

Vikingetogter

Vi forbinder vikingetiden med blodige erobringstogter, hvilket også særligt i den sidste tid af vikingetiden har spillet en afgørende rolle.

I hele vikingetiden fra ca. 800-1100 tog de skandinaviske vikinger fra Danmark, Norge og Sverige på togter. I den tidlige fase som mindre, private togter udsendt af en lokal høvding. I perioden 950-1050 var der tale om egentlige statstogter, hvor kongen samlede en stor vikingeflåde med det formål at plyndre land og underlægge det kongemagten. De svenske vikinger rejste især mod øst ad de russiske floder, nordmændene mod vest til de atlantiske øer, mens de danske vikinger tog til England og Frankrig.  

De danske vikinger fik af den franske konge overladt Normandiet (og derfor kaldes vikingerne ofte for normannerne), og vikingerne koloniserede det østlige England, der blev underlagt dansk lov (danelagen). I 1013 erobrede Svend Tveskægs det meste af England og hans søn Knud den store herskede over både England, Danmark og Norge frem til sin død i 1035.

Konstantinopels fald 1453: 

Den 21-årige sultan Mehmet 2. var i 1453 klar til at sætte det afgørende slag ind mod Konstantinopel: 150.000 mand fra hele imperiet var samlet og bevæbnet med tungt artilleri, der skulle skyde Konstantinopels bymure i grus. Strategien var, at når det tunge artilleri havde sikret sig vej til byen, skulle elitesoldater sættes ind for at sikre den endelige erobring.

Byen skulle afskæres fra søsiden af den osmanniske flåde.

Den tyrkiske sultan fulgte nøje den islamiske tradition og udkæmpede kampen i overensstemmelse med islamisk jihad. Ordet Jihad betyder “at stræbe efter”, og sultanen stillede derfor en række krav, som den byzantinske kejser skulle acceptere for at undgå blodig krig. Den byzantinske kejser afviste Sultan Mehmets strenge krav, og umiddelbart efter begyndte osmannerne et voldsomt bombardement af byen. 

Billede 3 spalter

Billede: Konstantinopel  

Billede viser sultan Mehmet 2 foran Konstantinopels mure, klar til at indtage byen. De muslimske styrker har taget krigsfanger, og de kristne overgiver nøglerne til byen. 1500-tallet. 

Kampen om Konstantinopel stod på i flere måneder, men den 29. maj 1453 kunne sultanen triumferende indtage byen, der lå totalt i ruiner.

Landbrug i middelalderen

Størstedelen af befolkningen arbejdede i landbruget og fulgte årets rytme med hensyn til såning og høst. Man dyrkede selv næsten al sin føde, og en god høst var derfor nødvendig for at have mad hele vinteren.

Menneskerne i middelalderen var derfor afhængige af naturen, for slog høsten fejl, kunne det betyde, at man døde af sult. De fleste landsbyer havde en mølle. Vandmøller går helt tilbage til Romerriget og vindmøller kom til i 1100-tallet. Møllerne blev brugt til at male mel, men også til at forarbejde uld og farve læder.

Den heste- eller oksetrukne plov var vigtig i markerne, og op gennem middelalderen udviklede ploven sig, så den kunne vende mere jord, og dermed kunne jorden give større udbytte.

Frankerriget

Frankerne var en samling af flere germanske stammer, der som følge af det vestromerske riges opløsning erobrede store områder i det centrale Vesteuropa. Allerede omkring år 500 anerkendte Frankerne kristendommen og støttede sig til Romerkirken og fik anerkendelse fra den byzantinske kejser.

Frankerriget havde sin største udbredelse under Karl den Store (768-814), hvor riget omfattede det meste af Frankrig, det vestlige Tyskland frem til Elben, Alperne og det nordlige Italien inklusive Rom.

Allerede inden Karl den Store havde frankerne stået overfor udfordringen med at holde sammen på det voksende frankerrige. Karl den Store videreførte samarbejdet med den kristne kirke, og det blev midlet til at binde riget sammen. Kirken havde monopol på undervisning og uddannelse, og kirkens organisation kunne bruges til at bygge en ensartet kultur i riget. Karl den store understregede det tætte samarbejde med kirken ved i 800 at lade paven krone ham som kejser. Derved fik Karl den Store gennem paven Guds velsignelse som Vesteuropas hersker, til gengæld kvitterede han med at anerkende paven som alle kristnes overhoved.

Derved blev den stærke alliance mellem konge og kirke cementeret, og den nye kejser støttede aktivt oprettelsen af kirker og klostre, hvortil der blev knyttet skoler, der skulle uddanne fremtidige embedsmænd i statsapparatet. Ligeledes beordrede kejseren, at der skulle betales en tiendedel af deres afgrøder til kirken (tiende).

Efter Karl den Stores død blev Frankerriget delt i tre, hvor kejsermagten blev givet til hans ældste søn, der blev kejser i det, som kom til at hedde Det tysk-romerske Rige, og som eksisterede helt frem til begyndelsen af 1800-tallet.

Kvinder og ægteskab

Middelaldersamfundet var et patriarkalsk (det vil sige mandsdomineret) samfund, hvor mænd blev anset for at være kvinder overlegne. Kvindens rolle i samfundet var at være hustru, holde hus og føde børn. Kirken var kvindefjendsk og betragtede kvinder som djævlens håndlangere, der fristede mændene til synd. Og sex var syndigt, med mindre det var med formålet at få børn.

De fleste ønskede sig mange børn, fordi der var en meget høj børnedødelighed, og man regner med, at tre ud af fire børn døde, mens de var små. Barndommen var kort, og allerede fra 7-års alderen begyndte de fleste børn at arbejde. Piger kunne blive gift allerede i 11-12-årsalderen, og de fleste ægteskaber var ikke baseret på kærlighed. På landet blev ægteskabet ofte arrangeret af lensherren, og den katolske kirke accepterede ikke skilsmisse. I middelaldersamfundet levede ægtefolk sammen, til døden adskilte dem.

Ægteskabet udviklede sig i løbet af middelalderen fra at være en verdslig kontrakt mellem to familier til at blive et sakramente, det vil sige en hellig handling indstiftet af Gud eller kirken selv.

I begyndelsen af middelalderen fandt vielsen sted uden for kirken og med sognets beboere som vidner. Senere kom handlingen til at foregå inde i kirken, og med tiden kom den til at foregå foran alteret.

Ifølge kirken var målet med sex mellem ægtefæller alene at få børn. Den seksuelle handling skulle derfor finde sted i mørke uden følelse, lidenskab eller lyst. Ægtefolkene skulle være næsten fuldt påklædt, for nøgenhed ville fremme lyst og lidenskab. For at understrege det egentlige formål og underkende seksuel lyst, skulle den seksuelle handling ske på udvalgte dage. Erkendelsen af, at lyst var en del af det ægteskabelige samliv, var det ikke nemt at forholde sig til for middelalderens teologer, der kom med forskellige løsninger fra et fuldstændigt forbud til en delvis accept af lysten.

Feudalismen

I Frankerriget slog en ny samfundstype igennem, der kom til at præge Europa i hele middelalderen. Den nye organisering havde sin rod i brydningstiden mellem det gamle romerske system og de nye germanske indvandrere.

I perioden op til 476, hvor det vestromerske rige gik i opløsning, havde kejseren udskrevet stadig højere skatter for at kunne betale de stigende udgifter til hæren. Det gik særligt hårdt ud over byerne, hvor godsejerne boede og brugte deres indtægter fra deres landejendomme. De højere skatter fik nu godsejerne til at forlade byen og bosætte sig på deres godser, hvilket svækkede handlen i byerne og i sidste ende gjorde statsmagten svag.

Med bykulturen i opløsning stod godserne og deres landejendomme og landsbyer næsten isoleret tilbage som selvforsynende enheder. Med en svag statsmagt blev bøndernes sikkerhed varetaget af godset, og til gengæld skulle bønderne betale en afgift til godsejeren typisk i form af korn, husdyrprodukter og arbejde.

Det nye samfundssystem blev en sammensmeltning af det romerske klientela-system og de germanske stammers troskabsforhold til deres leder. Systemet havde ikke i middelalderen nogen titel, men er i eftertiden blevet kaldt feudalisme (af feudum, ”len”, det vil sige udlånt jord). Det bærende element i feudalismen var forholdet mellem en lensherre og en vasal, der i princippet fungerede på samme måde som forholdet mellem godsejer og bønderne.

Kulturmøde mellem kristne og muslimer

Omkring 1100 forsøgte paven at samle de kristne fyrster til under kirkens førerskab at stå sammen mod den ydre fjende: den islamiske fremrykning i Mellemøsten. Formålet var at tilbageerobre de steder fra muslimerne, der var hellige for de kristne, og særligt vigtig var Jerusalem. Jerusalem var vigtig for de kristne på grund af beretninger om Jesus i det Ny testamente, men byen var også hellig for muslimerne, idet de mente, at det var hertil, at Muhammed var blevet ført af ærkeenglen Gabriel.

I 638 var Jerusalem blevet erobret af kaliffen Umar 1. ibn al-Khattab, der lod en moské af træ opføre på Tempelpladsen, hvor man mente, at Muhammed var ankommet og modtog sine åbenbaringer fra Allah. Frem til 900-tallet kunne kristne pilgrimme frit tage til det hellige land i Palæstina, men efter selsjukkernes havde taget magten i Jerusalem, ophørte dette.

I slutningen af 1000-tallet trængte de selsjukkiske tyrkere frem i Lilleasien og truede Konstantinopel. Den byzantinske kejser appellerede til sine trosfæller i Vesteuropa om hjælp, og pave Urban kom den byzantinske kejser imøde.

”Gud vil det”

Pave Urban 2. ønskede at styrke kristendommen, og på et kirkemøde i 1095 i Clermont i det sydlige Frankrig opfordrede han til at sende styrker til det hellige land for at hjælpe Det byzantinske Rige. Med henvisning til Guds vilje opfordrede han til at kæmpe for den kristne sag som Kristi udsendinge, og de, som måtte lade livet i kampen, ville få deres synders forladelse og dermed komme direkte i Paradis.

Bag pavens religiøse motiv lå også mere vidtrækkende politiske motiver om at komme fyrsternes indbyrdes kampe til livs og gøre den romersk katolske kirke til en ledende politisk kraft. Paven ønskede, at hjælpen til det byzantinske rige kunne munde ud i, at patriarken, der i 1054 havde bandlyst den katolske kirke, ville underlægge sig paven i Rom.

Fremmede stammer hærger Europa

Karl den Store havde ledet Frankerriget i 45 år, men efter sin død i 814 opstod der interne magtkampe, der første til Frankerrigets opløsning og fremmede invasioner prægede de efterfølgende hundrede år. Der var stort set ikke et hjørne af Vesteuropa, hvor der ikke var krige, interne stridigheder og invasioner.

I denne periode hærgede de skandinaviske vikinger, der ad Europas vandveje plyndrede de områder og byer, de kom frem til. Disse invasioner begyndte at ebbe ud i midten af 900-tallet, samtidig aftog presset fra de muslimske mauere i syd, og det banede vej for videre udvikling i middelalderens Europa.

Det nordlige og sydlige Kina

Kineserne kan se tilbage på en lang historie, der går næsten 5000 år tilbage. Det er bemærkelsesværdigt, at Kina i mange årtusinder har haft en samlet og ensartet kultur, der er bundet sammen af et fælles sprog og som har skabt en fælles identitet, til trods for, at det store areal gennem historien har været regeret af mange forskellige dynastier.

Kinas historie udspiller sig over et meget stort område, der strækker sig mere end 2.000 km i længden og bredden. I dette kolossale område er der mange forskellige klimazoner og regionale forskelle, og det giver derfor mening at skelne mellem det nordlige og det sydlige Kina. Skillelinjen mellem nord og syd markerer mere end den klimatiske forskel med det golde og tørre nord og det fugtige og grønne syd.

Et centralt tema i den tidlige Kinahistorie er kulturens udbredelse, der skete ved folkevandringer fra nord til syd. Der har i historien været eksempler på, at det centrale styre har regeret landet fra nord, mens der i andre perioder, hvor de nordlige områder blev invaderet flyttede det kejserlige hovedsæde til det sydlige Kina.

Kina var et feudalt landbrugssamfund, og størstedelen af befolkningen boede på landet enten som selvejerbønder eller som fæstebønder.

Selvejerbønderne betalte skat til kejseren og fæstebønderne en afgift til godsejeren, sådan som vi også så det i Europa i middelalderen. Desuden havde bønderne pligt til at arbejde for kejseren eller godsejeren når der skulle bygges veje, kanaler, dæmninger og paladser. I perioder, hvor der var krig, kunne de blive indkaldt til soldatertjeneste.

I den tidlige historie under Qin- og Han-styret var bønderne bosat i de store områder omkring Den gule Flod (Huanghe), der ofte gik over sine bredder og forårsagede store oversvømmelser, der fik de fastboende agerbrugere til at drage mod syd i håbet om at finde nye, frugtbare områder.

Familien

Konfutse anskuede familien som et mikrokosmos (en ”miniversion”)  af staten. Den traditionelle kinesiske familie havde, som det var almindeligt også i andre landbrugssamfund, den ældste mand som overhoved, og han blev efterfulgt af sin ældste søn. Familie var organiseret efter konfucianismens idealer: de yngre skulle adlyde de ældre, og kvinden skulle adlyde manden. Visdom kom med alderen, derfor var det bærende princip, at den ældste altid skulle bestemme. Dette afspejles direkte i sproget, hvor der på kinesisk findes særlige tegn fx ”ældre søster” og ”yngre bror”.

Flere generationer boede under samme tag, når en søn i familien blev gift, forlod bruden sin familie og flyttede ind hos mandens familie. Her boede også ældre bedsteforældre, og det unge, nygifte par forsøgte at leve op til Konfutses ideal om, at ”der findes tre måder, hvorpå man kan svigte sine sønlige pligter, og af disse tre er den alvorligste ikke at få arvinger." Og med arvinger mente han drenge.

En familie blev holdt sammen af ritualer. Det simpleste ritual bestod i at afbrænde røgelse om morgenen og om aftenen, hvilket blev ledsaget af ærbødig bukken for enten en forfaders portræt eller en plade med hans navn. På den måde ydede man respekt for de ældre generationer, hvis visdom ens eget liv hvilede på.

Det var almindeligt at husets ældste mand nedskrev en række husregler og vi kender til en del af sådanne husregler, særligt fra mere velstående familier. Sådan som det er tilfældet med Yan Zhitui (531-591), der tilhørte en rig familie.

Den kejserlige administration bestod af en række ministre og et censorat, der skulle kontrollere ministre og embedsmænd. Embedsmændene blev rekrutteret udelukkende ud fra deres evner og ikke fordi de havde arvet en social position. Det gav dem en langt større loyalitet over for kejseren end overfor den lokale slægt.

For at blive embedsmand skulle man bestå en lang række eksamener af både litterær og praktisk art, og embedsmænd skulle hvert år aflægge eksamen særligt inden for konfucianismen. Under Tang-dynastiet blev det effektive embedsmandsapparat etableret, og herfra kender vi betegnelsen ”mandarin” om de kejserlige embedsmænd.

I 600-tallet lykkedes det Tang-dynastiet at erobre store dele af Centralasien og derved sikre Silkevejens handel til bl.a. Det byzantinske Rige. I 751 blev kineserne dog slået af de fremstormende arabere, der tog kontrollen over Turkestan, og i 755 måtte kineserne opgive deres sidste bastioner i Centralasien. Herfra gik det tilbage for Tang-dynastiet, der blev truet af indre oprør og ydre fjender. Invasion nordfra betød, at mange bønder flygtede mod syd til de frugtbare områder omkring Yangtze-floden, der forskubbede tyngdepunktet i Kina. I år 100 havde ca. 1/10 af Kinas befolkning levet syd for Yangtze, i 800-tallet var det over halvdelen.

Det mongolske Yuan-dynasti (1279-1368)

Kublai Khan overtog det kinesiske forvaltningssystem, gav sin slægt dynastinavnet Yuan og tog selv titlen som kejser. Derved overtog han Himlens Mandat.

Befolkningen blev inddelt i etniske grupper, og der var særlige regler for hver enkelt gruppe. Mongolerne fik naturligvis de bedste betingelser og sad på alle de høje stillinger. Omvendt blev der indført strenge restriktioner for kineserne, de fik forbud mod at eje våben, samles offentligt, gifte sig med mongoler eller tage mongolske navne. Kineserne blev endvidere hårdt beskattet. Det mongolske rædselsregime gik hårdt ud over landet, og befolkningen blev udskrevet til tvangsarbejde og blev betragtet som andenrangsborgere.

De mongolske kejsere fulgte ikke de konfucianske dyder og prioriterede handel og værdsatte købmandsstanden, der havde ringe anseelse i den konfucianske filosofi. Der blev bygget kanaler, og infrastrukturen blev forbedret, så handlen kunne flyde lettere. Søhandlen blev udvidet, og skibene blev bedre, og med opfindelsen af kompasset kunne man nå mål, der lå længere væk. Der er fundet kinesisk porcelæn på Afrikas østkyst, og det vidner om, at kineserne ikke alene handlede med persiske og arabiske købmænd, men nåede til kystbyerne i Afrika.

De europæiske købmænd nåede til Kina i 1500-tallet og blev langt fra modtaget på samme måde som Marco Polo nogle hundrede år før. Den kinesiske Ming-kejser så mistroisk på barbarerne, der ærbødigt og underdanigt måtte knæle for kejseren med ni hovedbøjninger og tre knæfald.

Europæerne fik kun lov til at handle sommer og vinter i Guangzhou. Her udpegede kejseren en række kinesiske handelshuse, der skulle være mellemmænd mellem europæerne og kineserne.

Det blev portugiserne, der først kom til Guangzhou i 1516 og dominerede Kina-handlen de følgende hundrede år. I 1557 grundlagde portugiserne handelsstationen Macao ved Perleflodens munding. Fra Macao lykkedes det kristne missionærer at komme ind i Kina. Her kom særligt jesuitterne til at spille en rolle, fordi de havde sat sig ind i kinesiske forhold og byggede bro mellem kristendommen og konfucianismen, og herigennem skete der udveksling af lærdom fra de to kulturer.

Mødet med vesten i slutningen af Ming-dynastiet blev begyndelsen på en ny epoke i Kinas historie, hvor Riget åbnede sig for europæiske ideer (jesuitterne lærte fx kineserne at støbe kanoner) og under det sidste kejserdynasti fra 1644-1912 skabte den europæiske tilstedeværelse økonomiske og politiske kriser, der resulterede i krige og opstande, og som i sidste ende var væsentligt medvirkende til kejserrigets fald.

Mayaerne:

Mayaernes storhedstid var en periode på ca. 600 år mellem 300 og 900. Det er i denne periode vi kender til de store tempelbyggerier og omfattende kunstskatte i jade og obsidian. Arbejdet har i sig selv været et imponerende værk idet mayaerne ikke anvendte fx hjulet, der kunne gøre arbejdet med de enorme stenblokke nemmere. Sammenlignet med det konstruktionsarbejde som samtidens middelaldersamfund i Europa kunne præstere, var mayaernes bygningsarbejder ikke højt udviklede, og der findes ikke bygningsværker, der viser, at de fx kunne konstruere buen, som vi kender det fra Romerriget.

Da maya-kulturen var på sit højeste, dækkede de et stort areal og vi regner med, at de største byer var på 40.000 indbyggere.  Omkring 900 blev byerne forladt og tempelbyerne blev opslugt af regnskoven. Først i 1800-tallet lykkedes det at genopdage områderne og skære dem fri af den vildtvoksende beplantning. Maya-kulturen levede videre i mindre områder, hovedsageligt på Yucatan-halvøen helt frem til spaniernes ankomst.

Aztekerne:

Aztekerne grundlagde deres hovedby Tenochtitlan omkring 1325 på en ø i Texcoco-søen. Det viste sig at være et meget velvalgt sted, idet søen var rig på ressourcer og ved hjælp af flydende pontoner af flettede grene og dynd, de såkaldte Chinampas, kunne aztekerne langsomt udvide byens areal og gøre byen større i takt med at indbyggertallet voksede.

Byens beliggenhed havde mange fordele for aztekerne. For det første var byen svær at indtage, for angribende krigere havde kun adgang til byen via dæmningsveje, der nemt kunne forsvares. For det andet var transporten til og fra byen nem, idet man kunne fragte varer til byen ved hjælp af kanoer. Det var betydeligt nemmere end på menneskeryg, idet aztekerne hverken kendte til heste eller okser, der kunne bruges som trækdyr, så al transport foregik ved hjælp af bærere. Ligeledes brugte aztekerne heller ikke hjulet.

Inkaerne:

Inkaerne begyndte at gøre sig gældende i Cuzco-området omkring 1100, og der er tale om et løst organiseret agerbrugssamfund, hvor der fandt få plyndringstogter sted. Der var andre og mere betydningsfulde kulturer i området og i 1400-tallet indgik inkaerne en alliance med Quechua-stammen. Denne alliance nedkæmpede andre stammer og lagde grunden til inkarigets storhedstid.

Denne periode begynder med indsættelsen af Inka Pachakúti i 1438. Inkaen var både politisk og religiøs leder, og under Pachakúti ekspanderede Inkariget betydeligt. Under inkaens ledelse førte inkahæren krige mod nord og underlagde sig store dele af Andes-regionen. Efter ham fulgte Topa Inka (1471-93), der førte ekspansionen mod syd til det nuværende Ecuador, Bolivia og Chile.

I løbet af kun 80 år udviklede Inkaerne et storrige. Med en længde på 4.500 km og en brede på 300 km, er det ganske unikt set i en historisk sammenhæng.

Helt central for de religiøse fester og ceremonier som aztekernes præsteskab stod for, var menneskeofringer. Vi kender ritualerne også fra mayaerne, men aztekerne var mere konsekvente og ofrede i langt større omfang krigsfanger til solguden. Det var disse handlinger som spanierne så da de kom til Aztekerriget i 1519.

Det blev betragtet som en ærefuld død at blive ofret til guderne og derved bistå til at holde solen i gang. Når et menneske led offerdøden, ventede et lykkeligt og ærefuldt liv efter døden. Fangerne accepterede derfor deres skæbne og der findes ikke eksempler på had eller ondskab mellem krigsfangerne og deres bødler.

Solguden var ikke den eneste gud, som krævede menneskeofre. Mange andre guder forventede menneskehjerter til gengæld for de gaver de skænkede aztekerne. Andre guder, fx regnguden, krævede druknede børn, mens frugtbarhedsguden krævede at ofrene blev skudt med pile.

Ifølge aztekerne gav offerdøden adgang til et godt efterliv, med andre ord var ens gerninger på jorden ikke med til at bestemme ens endelige skæbne, som det var tilfældet i middelalderens kristne Europa. Håbet om en bedre tilværelse efter døden lå udelukkende i den måde, hvorpå mennesket mødte døden.

Aztekerne:

Den aztekiske hersker

Aztekernes store rige var ikke som Romerriget, for aztekerne erobrede ikke fjerne områder og slog sig ned der eller forsøgte at styre byerne som de erobrede. Der var mere tale om, at den aztekiske hersker ønskede at sikre sig skatter, der kunne være med til at gøre Tenochtitlan til en velstående by, og krigsfanger, der kunne sikre riget og verdens fortsatte eksistens.

Det aztekiske samfund var socialt lagdelt med en række forskellige klasser, der knyttede sig til deres samfundsfunktion. I modsætning til Europa i middelalderen og Inka-samfundet i Peru, var der en social mobilitet i det aztekiske samfund, dvs. at samfundets borgere kunne bevæge sig både op og ned ad den sociale rangstige.

Øverst i samfundshierarkiet var herskeren, der kan sammenlignes med en konge i middelalderens Europa. Han havde stor magt og aztekerne opfattede ham som guddommelig og direkte arving til solguden. Herskeren skulle dog rådspørge sig hos rigets øverste civile og militære embedsmænd i vigtige spørgsmål. Herskeren blev udvalgt af et embedsmandskollegium, der også bestod af præsteskabet. Der var ikke tradition for arvefølge, hvor magten automatisk gik i arv fra far til søn. Det var dog almindeligt at den nye hersker var bror eller søn til den afgående hersker.

Inkaerne:

Samfundets opbygning

Inkasamfundet var organiseret ned i mindste detalje. Under Inkaen var præfekterne for ”De fire Kvarterer”, som var rigets første division, efterfulgt af adskillige andre rangklasser af embedsmænd helt ned til ”formændene”, der hver havde ansvar for ti familier.

Vi har en omfattende beretning om inka-samfundets opbygning skrevet af Garsilaso de la Vega (1539-1616). Hans far var spanier og guvernør i Cuzco og knyttet til kredsen omkring den spanske hærfører Pizarro. Hans mor var i familie med de sidste herskere i Inkariget. Som 20-årig forlod Garsilaso de la Vega Peru for at gå i den spanske konges tjeneste, og i slutningen af sit liv skrev han flere bøger om inkaernes historie.

Der eksisterede ikke privat ejendomsret til jorden, og alle betalte skat af den jord som de dyrkede. Agerjordene var opdelt i tre afsnit: en som skulle brødføde staten, en til at dække gudernes behov og en til folket.

Mødet med spanierne

I 1492 kom de første europæiske skibe til Amerika anført af Christopher Columbus. I årene efter Columbus’ første rejse blev der udsendt flere ekspeditioner til det, der snart skulle vise sig at være en helt ny verdensdel. I begyndelsen havde ekspeditionerne karakter af opdagelsesrejser, men snart fik de karakter af egentlige erobringstogter.

I 1519 blev den første ekspedition sendt mod Mexico under ledelse af spanieren Hernando Cortes. Ekspeditionen var på 600 mand i krigerdragter og med heste og skydevåben, der var helt ukendte for aztekerne. Disse fremmede virkede frygtindgydende på den aztekiske hersker, Moctezuma.

Snart kom spanierne i kontakt med stammerne, der boede på den mexicanske østkyst, herunder nogle af aztekernes fjender. Med deres hjælp lykkedes det spanierne at erobre Aztekerriget i 1521.

Krigsførelse og erobringer

Aztekerne var et krigerfolk og byggede på mange af de traditioner og skikke som også prægede mayaerne og andre kulturer i Mesoamerika. Krigsførelse var derfor en vigtig del af aztekernes liv og spillede en central rolle i deres opfattelse af livets og verdens opretholdelse. Det er dog vigtigt at skelne mellem krigsførelse og egentlig erobring.

For aztekerne var krigsførelse det samme som at træne sine soldater. Det var vigtigt, at de unge aztekerkrigere blev trænet i kampteknik, men et ligeså vigtigt formål var at tage krigsfanger. Krigsfangerne blev holdt i fangenskab og blev på et senere tidspunkt brugt som offergaver til guderne. Sådan var det også tilfældet hos mayaerne, aztekerne anvendte dog menneskeofringer i et langt større omfang. Mere om det senere.

Erobringer gik også ud på at tage krigsfanger, men her var det vigtigste formål at erobre nyt land, så de erobrede bystater kunne betale skatter til aztekerne og forsyne aztekerne med nyttige forbrugsvarer. Disse varer kunne være kakaobønner (der blev brugt som betalingsmiddel), salt, bomuld, smykker, fjer fra quetsalfuglen (som aztekerne brugte til udsmykning) og andre produkter.

Accepterede den besejrede by at underlægge sig aztekerne fik byens hersker normalt lov til at beholde magten mod at overholde de forpligtelser som var indgået.

Middelaldersamfundet var et landbrugssamfund, der baserede sig på jordbesiddelse. Konge, kirke og herremænd var jordbesiddere, og henved 90% af befolkningen levede på landet. Men omkring 900 begyndte byerne langsomt at gøre sig gældende som centre for handel og håndværk

Et af Europas økonomiske kraftcentre i 1200-tallet lå i Norditalien, hvor der opstod en række byer, hvor købmænd handlede med bl.a. krydderier og silke, der kom med karavaner fra Asien og blev udskibet i Mellemøsten. Handlen gav købmændene store fortjenester, der kunne investeres i luksus, men også i nye forretninger og nye handelsruter, der skulle sikre nye eftertragtede handelsvarer. Venezianeren Marco Polo tog fx på en eventyrlig rejse til Kina 1271-1295. Denne rejse handlede om ønsket om nye handelsruter.

Korstogene fra omkring 1100 medførte en økonomisk opblomstring i Norditalien. Købmænd fra Venedig, Genova og Pisa sørgede for transport og udrustning til korstogshærene på vej mod Palæstina, og det gav byerne store indtægter.

Norditaliens økonomiske og handelsmæssige position førte i 1300-1400-tallet til, at området blev Europas kulturelle centrum. I de rige bystater bredte sig en række nye holdninger og ideer, der brød med middelalderens tankegang. Man begyndte at se kritisk på den katolske kirkes svar på, at alt skyldtes Guds vilje. Bystaternes rige borgere følte, at deres succes ikke alene var et resultat af Guds nåde, men i stor udstrækning skyldtes egen individuelle fortjeneste. Det førte til et helt nyt syn på mennesket og dets evner. Med interessen for det enkelte menneske opstod nye tanker om verden og om indretningen af et retfærdigt idealsamfund.

Det nye menneskesyn

Opdagelsen af den antikke græske og latinske litteratur og videnskab førte til humanisternes studier af det enkelte menneske. Dette harmonerede godt med bystaternes nye magtfulde borgere, der netop så det enkelte menneskes muligheder og evner som grundlaget for deres egen succes. Mennesket blev anset for at have en fri vilje og muligheder for at opnå, hvad det satte sig for af mål. Middelalderens nedvurdering af det jordiske liv blev erstattet af en ny interesse for det enkelte menneske, hvor kreativiteten blev sat i centrum.

Mennesket var skabt som et væsen, der selv kunne være skabende ligesom kunstnerne, og mennesket havde ansvaret for sig selv, hvilket var et nybrud i forhold til den katolske kirkes dogmatik om, at mennesket helt var underlagt Guds vilje og derfor betydningsløst i sig selv.

Ifølge humanisterne var det menneskets pligt at udfolde sine evner bedst muligt og for at kunne dette måtte mennesket uddannes og dannes. Det ideelle menneske var derfor et menneske, der både kunne hånden og åndens arbejde, var dannet og var velbevandret i litteratur, filosofi, historie, musik, skrev digte og kunne spille musik. Deraf begrebet et ”renæssancemenneske”.

De norditalienske bystater

Særligt byen Firenze blev centrum for den kulturelle genfødsel, der herfra bredte sig til de andre bystater i Norditalien. Selvom byen ligger inde i landet, var den forbundet med havet via floder og derved det vigtige handelsnet, der forbandt handlen med det øvrige Europa.

Det nordlige Italien var formelt en del af det tysk-romerske kejserrige, men den tyske kejser og paven i Rom havde svært ved at fastholde herredømmet. Flere bystater havde derfor erklæret sig som selvstændige bystater, der havde sit eget politiske styre og sin egen hær. På samme måde som de antikke græske bystater.

Firenze var en af de bystater, der med egen forfatning fra 1293 viste, at man var fri og uafhængig. Firenze erklærede sig republikansk (det vil sige tilhænger af en republik i stedet for et monarki) med et byråd som besluttende og magtudøvende organ. Inspirationen var hentet i Romerriget, hvor man i republikkens tid var styret af en folkeforsamling bestående af frie mænd (se også kapitel 3). Der var dog ikke tale om et demokratisk styre, hverken i Romerriget eller i republikken Firenze. Ligesom den reelle magt i republikkens Rom lå hos senatet, der bestod af samfundets ledende slægter, lå magten og indflydelsen i Firenze også hos byens mest velhavende borgere. I andre norditalienske bystater lå magten hos en fyrste, hvor magten gik i arv.

Netop Romerriget spiller en afgørende rolle for at forstå, hvorfor Norditalien bliver toneangivende i det opbrud, der skete i Renæssancen. Som i Romerriget var bykulturen der, hvor åndslivet udfoldede sig og hvor de nye tanker opstod. Ligeledes skal vi huske på, at det også var i Italien at paven havde gjort den katolske kirke til en åndelig verdensmagt efter Romerriget gik i opløsning i 476. Den øgede handelskontakt betød også, at de norditalienske bystater blev inspireret udefra.

Efter det Vestromerske rige gik i opløsning i 476, forsvandt store dele af den antikke skønlitterære og videnskabelige litteratur i det vestlige Europa. I Det byzantinske Rige eksisterede den antikke kulturarv fortsat, og i de muslimske imperier oversatte man de antikke filosofiske og videnskabelige værker til arabisk.

Gennem korstogene og handlen med Byzans fik man kendskab til den hedenske antikke kultur, der i det vestlige Europa var blevet skubbet til side af den katolske kirkes ensretning. Ukendte antikke tekster dukkede frem, der åbnede øjnene for antikkens tanker om verden og mennesket. Med udgangspunkt i oldgræsk videnskabelig litteratur havde araberne udviklet matematik, lægevidenskab og filosofi på et højt stade, som europæerne kunne lære af.

Humanisterne så, at den antikke verden havde været højt udviklet og uden det snæversyn, der prægede den kristne middelalderverden. Humanisterne opfattede antikken som et kulturelt højdepunkt, som man kunne lære af, og derfor gik jagten ind på at indsamle og kopiere de antikke skrifter. Det viste sig, at mange munke havde opbevaret gamle håndskrifter i deres klosterbiblioteker. Men også i Byzans og i al-Andalus i Sydspanien hentede humanisterne antikke manuskripter.

Strømmen af antikke værker virkede som en åbenbaring, der gav kirkens monopol et modspil. Kendskabet til antikken demonstrerede, at der fandtes alternativer til den kristne kultur. Der blev åbnet nye perspektiver på tilværelsen.

Opgør mod Romerkirken

Humanisternes studier afslørede en række misforhold i kirkens lære og praksis, herunder, at paven havde brugt et falsk dokument til at vise, at han havde den verdslige magt i Vesteuropa. Afsløringen af, at det såkaldte Konstantinske Gavebrev var falsk, fik mistilliden til paven og Romerkirken til at vokse.

Den faldende respekt for kirken var ikke et udtryk for, at folk blev mindre religiøse. Snarere ønskede man en kirke, der i højere grad var i øjenhøjde med befolkningen. Hvordan kunne kirken prædike ydmyghed, når pave og biskopper levede som verdslige fyrster? Den gejstlige pragt og rigdom stod i skærende kontrast til kirkens ideal om et liv i fromhed og ydmyghed.

Bondeoprøret

Reformbevægelsen udviklede sig til at handle om andet end religiøse motiver, snart blev der iblandet politiske, sociale og økonomiske elementer.

Reformatorerne gjorde op med kirken som jordejer og mange fyrster fik sympati for reformationen ved udsigten til at kunne overtage kirkegodset. Ligeledes blev borgere og bønder inspireret af Luthers tanker og stillede krav om bedre forhold.

Bøndernes krav var ikke revolutionære, men handlede om at begrænse deres arbejde for godsejeren, sikre deres ret til jagt og skovhugst, og at retshåndhævelsen blev lagt i faste rammer så godsejerne ikke dømte ud fra private sympatier. Men bøndernes krav blev slået ned med stor brutalitet og udviklede sig til oprør. Den såkaldte bondekrig spredte sig til mange tyske stater i 1524-25.

Martin Luther ønskede ingen sociale omvæltninger og mente at hvert enkelt menneske skulle stille sig tilfreds med sin plads i det lagdelte samfund. Bøndernes oprør frygtede han ville ende i kaos og anarki, og han opfordrede derfor fyrsterne til at slå bønderne ned.