Ingen historiker beskæftiger sig med fortiden uden at være påvirket af sin samtid. Omvendt er det kun få mennesker, som ikke lader sig påvirke af historien, når de prøver at forstå deres egen tid. I begge henseender har det romerske imperium gennem århundrederne været centralt. Fra Karl den Store over de store renæssancefyrster til Oplysningstiden og Romantikkens filosoffer har man hentet inspiration til diskussioner omkring den ideelle stats opbygning - og man har med udgangspunkt i det romerske imperiums undergang overvejet mulige årsager til imperiers fødsel og død.

Et udbygget europæisk samarbejde vil komme til at stå overfor nogle af de samme problemer som romerriget havde - hvilket sprog skal der f.eks. tales? Med en overskrift som »Det romerske imperium - Antikkens fællesskab?« lægges op til en brug af historien, som ikke blot kan forekomme anakronistisk, men måske endog politisk. Det er ikke tilfældet. Den store tyske sociolog og historiker Max Weber (1864 til 1920) anvendte i vid udstrækning sammenligninger i sine forsøg på at forstå f.eks. det antikke og det middelalderlige samfund. Netop gennem sammenligninger mellem forskellige samfund og tider afsløres ligheder og især forskelle, som vil give anledning til nye overvejelser, inspiration og måske ny forskning. Selvom man næppe vil erkende »sandheden« på denne måde - og da slet ikke i detaljen, vil man kunne nå til en dybere forståelse og indsigt i sin egen samtids problemer.

(...)

Den antikke by
Man har med rette karakteriseret den antikke verden som en verden af bystater. Dermed menes, at den afgørende økonomiske, sociale og politisk-administrative enhed i antikken var en by med opland. De, der levede i byen, ejede også jorden i byens territorium og havde gennem en bylov fuld kontrol med byens indre anliggender. Altså en art »nært samfund«, om man vil. Forestiller man sig, at man kunne overskue hele det romerske imperium i fugleperspektiv, ville man se by efter by med tilhørende opland. De er som små selvstyrende og selvforsynende brikker i et stort puslespil, som holdes løst sammen af administrative enheder som provinser og centralt styrede institutioner som den romerske hær, skatteopkrævning og delvis kejserkult. Det er væsentligt at gøre opmærksom på, at disse byer udvikles og vokser i et samfund, hvis primære rigdomskilde er bundet til jorden, dens metaller og dens produkter. Det antikke samfund var ikke og blev aldrig industrialiseret. Når man således skal se nærmere på, hvad det egentligt er, der fik byerne til at vokse, er det ikke så meget hjælp at se på middelalderens byer, hvis karakteristiske værdiskabende faktor er håndværk og handel. Heller ikke det 19. og 20. århundredes industribyer kan inddrages. Mere nærliggende er det måske at se på de byer, som er under udvikling i dag i de begyndende postindustrielle samfund. Hvorledes vil informationssamfundets by tage sig ud?

Ny teknologi
Man vil kunne pege på to centrale udviklingslinjer: For det første fjernes tung, støjende og forurenende industri fra byerne. For det andet falder antallet af arbejdspladser støt dels af ovennævnte grund, dels på grund af ny teknologi. Man kan forestille sig, at produktion i gammeldags forstand langsomt vil forsvinde helt fra byerne. De vil skrumpe kraftigt ind, udvikle sig til rene servicecentre og efterhånden komme til at ligne et butikstorv i en københavnsk omegnskommune. Her finder man, hvad man har brug for samlet på et sted: butikker, socialforvaltning og forskellige institutioner, f.eks. bibliotek, en svømmehal o.l.

Ord til andet er dette også en beskrivelse af den antikke by: Den er konsumerende, forbrugende og producerer ikke noget selv: Heraf  følger naturnødvendigt, at sådanne byer mere eller mindre kunstigt må tilføres ressourcer udefra, hvis de overhovedet skal overleve. København beder staten om at gribe ind, - det samme gjorde romerne. For at staten kan tilføre byerne ressourcer, må staten - om den er antik eller ej - sikre sig disse ressourcer udenfor byerne; til en vis grad kan dette kun ske under en eller anden form for stadig ekspansion. For at dække selve byen Roms behov (og de tusindvis af andre mindre byers) vikles romerne langsomt ind i en imperiedannelse, som på een gang bliver et marked, et råstofdepot og en politisk-administrativ ramme. Man beskytter dette marked udadtil med toldskranker og med romerske legioner, og man udvikler raffinerede systemer til opkrævning af skatter og til udnyttelse af områdernes naturgivne ressourcer - især jern og ædelmetaller.

Man har blik for udvikling af tilbagestående regioner, og man har især sin opmærksomhed rettet mod byernes trivsel, fordi disse er systemets nerve. Man kan med forsigtighed hævde, at romerne selv - i byen Rom med dens senat og centraladministration - udgør et overstatsligt element. Herfra sikres imperiets enkelte dele en række indtægter, som i virkeligheden er identiske med statens udgifter. Det kan være vejbyggeri, anlæg af legionslejre, forsyninger til hæren, udnyttelse af råstoffer eller opkrævning af skatter og indirekte afgifter. At f.eks. opkrævning af skatter kan blive en indtægt for en given by, skyldes romernes modvilje mod at opbygge en egentlig centraladministration. Alle de opgaver, vi normalt ville opfatte som statslige, overlader romerne til private.

I begyndelsen af det 1. århundrede e.Kr. erobrer romerne det nuværende Østrig og gør det under Claudius til provinsen, Noricum. For at området skal kunne administreres efter romerske principper deles Østrig op i 5 regioner. Disse regioner svarer nogenlunde til den oprindelige keltiske stammeopdeling. I hver region grundlægges en by, og den øvrige del af regionen bliver pågældende bys territorium eller opland. Byen får en bylov, et byråd, embedsmænd o.l. Disse byer udgør i realiteten små suveræne stater, som er i union med Rom. Når vi studerer de østrigske byudgravninger, finder vi templer, forum, badeanlæg, bymure etc., alt i alt et ret omfattende byggeri, som under ingen omstændigheder ville kunne financieres gennem de relativt beskedne indtægter, som byen ville kunne skaffe sig fra salg af landbrugsprodukter fra dens opland. Den romerske bygrundlæggelse må altså følges op gennem en sikring af indtægter udefra. Sagt på en anden måde må romerne sikre, at den enkelte by bliver et led i et større økonomisk kredsløb. Midlerne hertil er skabelsen af et indre marked, en offentlig sektor og en juridisk ramme. Naturligvis springer ingen af disse institutioner af Zeus pande som en anden Athene, men har dybere rødder i antik kultur. Ser vi på det indre marked skabes allerede tidligt i Roms historie toldstationer i Italien, man etablerer beskyttede handelspladser, udbygger vejnet og transportsystemer. I kejsertiden bliver toldopkrævningen klart protektionistisk. Dels beskyttes enkelte økonomisk set svagere provinser, men generelt lægges toldskranker mod områder udenfor imperiet. Målet er at fremme den indre handel og produktion.

(...)

Belønnings-borgerret
Vender vi kort tilbage til Østrig og de antikke byer der, sikres disse eksistens efter samme principper. Den afgørende faktor netop i dette område er de meget store jernforekomster. Minerne ejes af den romerske stat, og selve driften bortforpagtes ved auktion hvert 5. år i Virunum, det nuværende Klagenfurt. Vi kender 5 af disse forpagtere, kan lokalisere dem som borgere i områdets byer og kan se, hvorledes de bruger indtægterne fra minedriften i deres egne byer. På samme måde vil enhver provins have sine statslige indtægter. I Germania Inferior (Tyskland) er leveringer til hæren en væsentlig forudsætning for Kølns vækst. I Dacien (Rumænien) kan det samme fænomen studeres med udgangspunkt i guldproduktion. I Pannonien (Ungarn) derimod fandtes ingen råstoffer, og i sådanne tilfælde måtte romerne tilføre ressourcer mere eller mindre kunstigt eller akceptere, at en byudvikling ikke kunne skabes. I sådanne tilfælde anbragte man romersk administration i området. I Poetovio (Ptuj) i Pannonien lå hovedsædet for forvaltningen af områderne helt ud til Sortehavet. Alt dette sker i den juridiske ramme, som det romerske imperium og den romerske borgerret udgjorde. For at kunne tage en forpagtning skulle man være romersk borger, og det var langt fra alle. Tildeling af borgerret styrede romerne selv suverænt, og det siger sig selv, at der var meget store økonomiske fordele forbundet med at blive det. Det er et privilegium og en belønning, og vi ved, at romerne kun tilbød de ledende provinsboere disse fordele. Det er folk med indflydelse allerede før romerne kommer til området f.eks. stammehøvdinge og deres mænd. Deres modydelse er at sikre ro og orden - og det gør de. Det romerske imperium blomstrer i 3-400 år og hele befolkningen romaniseres langsomt. De begynder at gå i romersk klædedragt, bor i romerske byer, taler mere eller mindre forvansket latin, har samme retsopfattelse og får også efterhånden samme religion.

Alt dette er styret af et økonomisk system - ja af en økonomisk politik. Som bekendt bryder dette system sammen – Romerriget går under. Hvorfor, er en stor diskussion, men væsentligt er det, at det overfor skildrede økonomiske kredsløb brydes. Vigtigt er det her, at romerne fra slutningen af det 2. århundrede udsættes for et voldsomt pres fra barbarerne, altså på ydregrænserne. Det har kostet kolossale summer at opretholde forsvaret, samtidig med at samme pres forhindrer den helt nødvendige ekspansion, som romersk økonomi kræver. Det romerske svar er at ophæve privatiseringen; i stedet for at lade private administrere, opbygges et bureaukrati i håb om, at staten kan øge sine indtægter ved at fratage de gamle forpagtere deres fortjeneste. Det kan de også, men samtidig klippes den økonomiske livlinie til imperiets byer over. Pengene går direkte til hær, administration og hof - og der er sandelig også noget at se på i selve Rom. Men hele bystatssystemet brydes ned.

Byerne sygner hen, og dermed forsvinder imperiet, som per definition er en union af bystater. Tilbage bliver et sprog, en religion og en kulturel ramme, som stadig sætter afgørende skel i Europa. Nu var et romersk Imperium ikke Antikkens fællesmarked, men mange af de grundliggende elementer er de samme. Et udbygget europæisk samarbejde vil derfor også komme til at stå overfor de samme problemer. Det vil hvile på et marked, en offentlig sektor og en juridisk ramme. Det vil gælde om at bringe sig i position i forhold til EF's udgiftspolitik, og det vil givet kunne fungere så længe der er mulighed for ekspansion. Men hvilken dragt skal vi gå i? Hvilket sprog skal vi tale, og hvis kulturelle ramme skal vi forstå hinanden i? Og, hvad bliver dette imperiums undergang? Den moderne bys utilstrækkelighed? Eller måske forureningen? Bureaukrati? Eller krig?

Sammenligningen mellem imperiet og fællesmarkedet holder næppe så langt. Dog det afgørende synes at være, at ethvert samfund er underkastet tidsbundne grænser for både økonomisk og social vækst. Det industrialiserede, kapitalistiske samfund, vi forlader, har på en lang række områder nået sine grænser. Nok vil disse grænser kunne skydes yderligere frem gennem skabelsen af ny økonomiske enheder, ny markeder og øget forbrug, men for mig at se vil en sådan udvikling føre mod en uhyggelig kombination af Orwell's » 1984« og et hungerramt Etiopien, en oververden og en underverden. Her vil informationssamfundet komme ind, men det bliver en svær proces, som vil kræve nydefinition af en række veletablerede begreber som arbejde, produktivitet, politik og moral. Disse begreber definerede allerede romerne, og i deres udformning blev de grundlag for et overraskende stabilt samfund, som hverken var industrialiseret eller kapitalistisk.

Man kunne spørge, om det kommende informationssamfund vil komme til at ligne det romerske mere end noget andet samfund, vi hidtil har kendt? I bekræftende fald kunne det – som så ofte før – give perspektiv at se nærmere på romernes problemløsninger.