Otteogtredivte kapitel
Det vestromerske Riges undergang
Almindelige betragtninger.

... Roms nedgang var den naturlige og uundgåelige følge af den overdrevne storhed. Velstand modnede det princip, som førte til forfald. De ødelæggende faktorer mangedobledes i takt med erobringernes omfang, og så snart tiden eller tilfældet havde fjernet den kunstige understøttelse, sank den vældige bygning sammen under trykket af sin egen vægt. Historien om Roms undergang er enkel og ganske ligetil, og i stedet for at spørge, hvorfor Romerriget gik under, burde vi snarere være overrasket over, at det var i stand til at bestå så længe, som det gjorde. De sejrrige legioner, som i fjerne krige lagde sig efter fremmede folks og lejetroppers laster, undertrykte først statens frihed og krænkede derefter kejserpurpurets majestæt.

Kejserne var bekymrede for deres personlige sikkerhed og den offentlige ro og orden, og de så sig nødsaget til at gribe til den usle udvej at undergrave disciplinen, hvilket gjorde soldaterne ligeså forfærdelige for deres hersker som for fjenderne. Militærforvaltningens styrke slappedes og blev til slut helt nedbrudt gennem Constantins opdelingspolitik, og den romerske verden blev overskyllet af barbarernes flodbølge.

Man har ofte villet forklare Roms forfald derved, at man flyttede rigets hovedstad, men det er allerede blevet påvist i denne fremstilling, at regeringsmagten blev delt, snarere end at den blev flyttet. Konstantinopels trone blev oprejst i Østen, mens Vesten stadig stod under en række kejsere, som havde deres residens i Italien, og som krævede lige andel i legionerne og provinserne. Denne farlige nyordning mindskede rigets styrke og fremmede de svagheder, som kendetegner en dobbeltregering. De redskaber, som tjente et tyngende og vilkårligt regeringssystem, blev mangedoblet, og der opstod og opretholdtes mellem Theodosius' vanslægtede efterfølgere en tom kappestrid om luksusudfoldelse, ikke om fortjenstfulde handlinger. En bitter nødsituation, som i et frit folk fører til en samling af de bedste egenskaber, skærper kun partistriden under et despotisk styre, som er i nedgang ... Dog kan man sige, Constantins kloge omdømme blev bekræftet af det gunstige resultat, som fulgte hans politik. Under en lang forfaldsperiode modstod hans uindtagelige by barbariets sejrrige hære, beskyttede de asiatiske provinsers rigdom og beherskede både i krig og fred det vigtige stræde, som forbinder Sortehavet og Middelhavet. Konstantinopels grundlæggelse bidrog mere til at bevare Østen end til at styrte Vesten i ruiner.

Eftersom det hinsides livs salighed er religionens store mål, kan det ikke vække overraskelse eller forargelse, når vi hører, at indførelsen af kristendommen - eller i hvert fald dennes misbrug - havde en vis indflydelse på Romerrigets forfald og undergang. Gejstligheden  prædikede med held tålmod og forsagthed og undergravede alle de aktive dyder i samfundet. De sidste rester af krigerisk ånd blev begravet i klosteret. En stor del af den offentlige og private rigdom blev viet til bestikkende krav, som barmhjertighed og fromhed stillede, og soldaternes sold blev ødslet bort på de unyttige mængder af begge køn, som ikke havde andre fortjenester at påberåbe sig end afholdenhed og kyskhed. Tro, nidkærhed, videbegær og de mere jordbundne lidenskaber som nag og ærgerrighed tændte den teologiske splidagtigheds flamme. Kirken, ja endog selve staten blev sønderrevet af religiøse partier, hvis stridigheder undertiden var blodige og altid uforsonlige. Kejsernes opmærksomhed blev bortledt fra militærlejrene og vendt mod kirkemøderne. Den romerske verden blev undertrykt af en ny form for tyranni, og de forfulgte sekter blev hemmelige fjender af deres fædreland. Dog er partiånd - hvor ødelæggende og meningsløs den end er - lige så vel en kilde til samling som til splittelse.
Fra atten hundrede prædikestole indskærpede bisperne pligten til ubetinget lydighed mod den lovlige og rettroende hersker. Hyppige kirkeforsamlinger og stadig brevveksling opretholdt forbindelsen mellem fjernt fra hinanden liggende kirker, og evangeliets menneskekærlige ånd blev på den ene side styrket, på den anden side indsnævret af katolikkernes åndelige forbund. Munkenes hellige ladhed blev med hengivenhed efterlignet i en servil og blødagtig tidsalder ... Men kristendommens rene og uforfalskede indflydelse kan nok bedst spores gennem dens gavnlige, men ufuldstændige virkninger på de barbariske proselytter i nord. Hvis det er rigtigt, at Constantins omvendelse fremskyndede Romerrigets nedgang, da er det også rigtigt, at hans sejrrige religion afbødede faldets voldsomhed og mildnede erobrernes grumme sind.

Denne frygtelige omvæltning kan med fordel tjene til belæring for vort eget, det attende århundrede. Det er en patriotisk borgers pligt at støtte og fremme sit fædrelands interesser og dets ære.