Imperiets fundament var med andre ord utrolig stabilt, og det formåede at dominere middelhavsverdenen i mere end et halvt årtusind. I løbet af den periode blev provinseliterne i stadig tættere omfang integreret i imperiets regering og dets civilisation. Resultatet var, at riget efterhånden blev overtaget af provinserne. I det 2. århundrede begyndte man at se kejsere fra familier, der havde deres rod i provinserne, og til sidst sivede magten væk fra centrum i Rom. Det skete, da centralregeringen kom i alvorlig krise i det 3. århundrede. Det udløste en 50-årig borgerkrigsperiode. For en stund så det ud til, at riget ville falde fra hinanden. Men det skete ikke. I stedet kan man sige, at imperiet blev generobret fra provinserne. Magten flyttede nu væk fra Rom og blev i praksis fordelt på en række regionale residenser. Det var kun i korte perioder, at magten igen blev samlet på én hånd. I stedet var der som regel flere kejsere, der som kolleger, og ikke sjældent som rivaler, regerede hver sin del af imperiet.

Ud fra én betragtning rykkede det romerske statsapparat altså tættere på befolkningen og syntes også i højere grad at være blevet i stand til at gennemtrænge provinssamfundene. En god målestok for integrationens stadigt dybere greb om eliterne i imperiet er omvæltningen på den religiøse front. Da kejser Konstantin den Store (regerede 306-337) etablerede en alliance mellem den romerske stat og den kristne mindretalsreligion, fik man i løbet af et århundrede en forbløffende stor del af imperiets eliter til at skifte over til den nye kejserlige tro. De kristnes forestilling om at være den universelle religion, med én gud for alle mennesker, passede godt til imperiets ambitioner om at være universelt, at det repræsenterede selve verdensordenen. Men kristendommen, en sekt med udspring i Mellemøsten, og dens store succes, viser imidlertid også, at det i lige så høj grad var provinserne, der havde overtaget imperiet, som det var imperiet, der omformede eliterne. Provinsaristokratiet var i stand til at tilegne sig stadigt større privilegier og jordbesiddelser. Det var belønningen for at smelte tættere sammen med den romerske stat. For staten betød det imidlertid, at skatteindtægterne blev mindre. Man måtte hele tiden økonomisere. Da den største udgift var hæren, var det hér, man kunne og skulle spare. Den romerske hær havde altid suppleret legionerne med hjælpetropper, og den fremgangsmåde tog nu til. I imperiets grænseregion langs Rhinen og Donau hyrede man i  støt stigende omfang germanske grupperinger som hjælpetropper. De var mindre bekostelige, og fra den romerske jordejende elites synsvinkel havde de den yderligere fordel, at så behøvede man ikke at løsgøre de bønder, som dyrkede dens jordbesiddelser, til krigstjeneste. Men det skulle vise sig at være en kortsigtet løsning. De germanske hjælpetropper kæmpede egentlig ganske effektivt. Men de var svære at styre i fredstid. De ønskede sig nemlig ofte at få tildelt jord og blive bosat inden for imperiet og få del i dets velstand. Fik de den ikke frivilligt, kunne de tage selv. Det var baggrunden for det, vi kalder folkevandringerne. I 400-tallet løb tingene støt og roligt ud af kontrol. Riget var på det tidspunkt delt mellem et vestligt og et østligt kejserhof. Det betød, at man ikke som førhen i samme omfang kunne trække på hele rigets ressourcer, når der opstod problemer. Det blev skæbnesvangert for det vestlige hof. Først blev den gamle rigshovedstad Rom plyndret. Siden fulgte bosættelse og erobringer af germanske enheder i Gallien, Spanien og Nordafrika. I løbet af få årtier smuldrede det vestlige kejserhofs magt og hele det, man senere har kaldt Det Vestromerske Rige. Man manglede hele tiden ressourcer til for alvor at kunne vende udviklingen og komme ud af den negative spiral.

I øst, derimod, red kejserhoffet stormen af. Fra Konstantins nye residensby Konstantinopel, vore dages Istanbul, fortsatte romerske kejsere med at regere i mange århundreder endnu. Da muslimerne trådte op på historiens scene i 630’erne, blev det imidlertid slutningen for Romerriget som den store supermagt. Nordafrika, Egypten, Palæstina og Syrien, alle disse gamle kerneområder faldt for islams fremtrængende hære og blev lagt ind under et nyt storrige, kalifatet. Det gjorde de sammen med den eneste magt, der i århundreder havde været i stand til at matche romerne, nemlig Perserriget under Sasanide-dynastiet. Med islams ekspansion blev der dermed fra én synsvinkel sat punktum for oldtidens storriger, og en ny orden blev sat i stedet. Fra en anden synsvinkel repræsenterede opkomsten af et nyt universelt rige, der omfattede store dele af begge de to gamle stormagters territorier, på sin vis den logiske kulmination på oldtiden. Den verden, der stod tilbage, var nemlig en, der var skrevet i den senantikke monoteismes tegn. Der var kun én gud. Så vidt var man enige. Men var det den kristne tre-enighed, med Gud, Jesus og Helligånd, eller var det Allah. Ja, se, det var spørgsmålet.