Teksten er formet som en dialog, som er henlagt til år 129 f.v.t. Den blev skrevet i årene 54-51 f.v.t. Diskussionen er altså i tryg afstand – omkring tre generationer – fra den aktuelle krise i den romerske republik. På denne måde undgik Cicero, at hans skrift blev opfattet som direkte kritik af hans samtids politiske modstandere – et velkendt kneb benyttet af samtidskritiske forfattere til alle tider. Det er Karthagos erobrer, den berømte Scipio Africanus den yngre (185-129 f.v.t.), som er den dramatiske hovedperson:
Scipio: Ved stat (latin: res publica) forstår jeg da et folkefællesskab; men med ordet folk, mener jeg ikke et hvilken som helst sammenløb af mennesker, men en gruppe dannet af mennesker, som er knyttet sammen af et retsligt fællesskab og af en bevidsthed om gensidig fordel og støtte. Den oprindelige årsag til, at de slutter sig sammen, er ikke en følelse af svaghed, men en instinktiv trang til at være i flok. Mennesket er nemlig efter sin art ikke en eneboer eller en, som strejfer om alene, men er indrettet således, at det ikke engang, når det er trygt og lever i overflod er sig selv nok (…) Det er af retfærdighed, at alt ligesom vokser frem. Uden retfærdighed findes der intet grundlag (: for staten).
Mennesker (…) organiserer sig først på et bestemt sted for at kunne skaffe sig boliger. Når stedet er sikret dels ved sin naturlige beliggenhed dels med forskelligt byggeri, kalder de en sådan samling af boliger en by og forsyner den med helligdomme og åbne pladser der er fælles ejendom. Ethvert folk, dvs en sådan talrig sammenslutning, som jeg forklarede før, ethvert samfund dvs folket som en organiseret helhed, enhver stat dvs det, hvorom folk er fælles, må – for ikke at gå under – ledes af en styrende myndighed. (…)
Denne ledelse kan (1) overdrages en enkelt eller (2) nogle få udvalgte eller den kan (3) overtages af masserne. Når en enkelt har magten, kalder man ham konge og statsformen kongedømme. Når en snæver kreds af udvalgte styrer, kalder man det et aristokrati. Men folkestyre – for sådan hedder det jo – er der, hvor magten ligger hos folket. Hver enkelt af disse tre statsformer fungerer ganske godt, så længe det bånd holder, som til at begynde med har bundet mennesker sammen i et samfund. Jeg vil ikke sige, at nogen af disse tre former er fuldkommen eller den bedst tænkelige, men de er alle tålelige, uden at jeg dog regner dem for lige værdifulde.
Men i al fald, så længe uretfærdighed og magtbegær ikke tager overhånd, kan et sådant samfund godt have en vis stabilitet, hvad enten den ledes af en retfærdig og klog konge eller af en udvalgt gruppe af fornemme eller, om det skal være, folket selv har magten, hvad der dog forekommer mig at være det mindst heldige. Det er dog let at pege på svagheder ved alle tre former.
I et kongedømme f.eks. står undersåtterne retsløse og udenfor indflydelse på afgørelserne. I et aristokrati har masserne knap nok del i frihedens goder, da de er udelukket både fra at regere og fra at have embeder. Og når hele magten håndhæves af folket selv – om det er et nok så retfærdigt og tilbageholdende folk – så gemmer selve denne totale lighed en stor ulighed, fordi ingen har rang og værdighed, som svarer til hans personlige værd.