Det er i al fald min opfattelse, at de, som styrer andre, i al deres færd bør have det mål for øje, at de, der står under deres myndighed, skal være så lykkelige som muligt. At det har været det væsentlige for dig, og det lige fra din ankomst til Lilleasien, er vedvarende blevet berømmet i dit omdømme og i den offentlige mening. Det er en pligt, der ikke kun påhviler den, der styrer forbundsfæller og borgere, men også den, der styrer slaver og umælende dyr, at han skal tjene deres interesser og velfærd. Og jeg bemærker, at der er almindelig enighed om, at du i så henseende udviser den allerstørste pligtopfyldelse.
Der pålægges ikke staterne nye gældsforpligtelser; du har tværtimod befriet mange af dem for store og tyngende forpligtelser af gammel dato. Adskillige byer, som var ødelagte og næsten forladte, bl. a. Samos og Halikarnassos (...) er blevet genopbygget ved din indsats. Der er ingen borgerkrig eller strid i byerne; du sørger for, at staterne styres af de bedste mænds rådsforsamlinger. Landevejsrøveriet i Mysien er blevet udryddet; der er sat en stopper for myrderiet adskillige steder, og der er skabt fred over hele provinsen. Det er ikke kun på vejene og på landet, røverierne er bragt til ophør, men også i byerne og i templerne, hvor deres tal og virkninger er større.
De velhavendes anseelse, besiddelser og fredelige tilværelse er blevet befriet for de falske anklager, som er det uhyggeligste redskab for en begærlig prætor (: betyder her provinsstatholder). De udgifter og skatter, som pålægges staterne, bæres retfærdigt fordelt af alle de pågældende staters indbyggere. Det er meget let at få dig i tale, og dine ører er åbne for klager fra alle. Hverken fattigdom eller manglende forbindelser hindrer nogen i at møde dig, og det gælder ikke kun offentligt og for dit embedssæde, men også i dit hjem og i dit soveværelse. Der er kort sagt intet hårdt eller grusomt over hele dit styre, men tværtimod kun mildhed, venlighed og medmenneskelighed. (...)
Men skatteforpagterne volder store vanskeligheder for al din gode vilje og pligtopfyldelse. Modarbejder vi dem, støder vi en stand fra os og fra samfundet, som har gjort os store tjenester, og som ved vor indsats er blevet en væsentlig del af samfundet. Men hvis vi føjer dem i alt, tillader vi, at de mennesker fuldstændig ødelægges, hvis tryghed, men også interesser vi bør beskytte. Hvis vi vil se sandheden i øjnene, er dette den eneste vanskelighed for hele udøvelsen af din myndighed. At være uselvisk, at tæmme al sit begær, at kontrollere sin stab, at føre retfærdig domspraksis, at være forekommende under en sags undersøgelse, at være let at få i tale og adgang til – det er mere bemærkelsesværdigt end vanskeligt. Det kræver ikke noget besvær, men en vis indstilling og lidt god vilje.
Hvor stor en plage skatteforpagterne kan være for forbundsfællerne, har vi haft et eksempel på hos vore egne borgere, som for nylig, da havnetolden blev ophævet i Italien, ikke så meget klagede over havnetolden som over toldopkræverne. Derfor ved jeg, hvad der kan ske forbundsfællerne i rigets udkant, da jeg i Italien har hørt borgernes klager. At optræde således, at man på den ene side gør skatteforpagterne tilfredse – især hvis det drejer sig om dårlige forpagtninger – og på den anden side ikke tillader ødelæggelse af forbundsfællerne, det forekommer mig at være en guddommelig evne, karakteristisk for dig.
Hvad først grækerne angår, har de vanskeligt ved at affinde sig med skatterne; men det burde ikke være så vanskeligt, al den stund disse er blevet fastlagt således af dem selv og efter egne love uden pålæg fra det romerske folk. (...) Og at grækerne ikke er blidere ved skatteopkrævning end vore egne skatteforpagtere, kan man se af den omstændighed, at kaunerne og alle indbyggerne på de øer, Sulla havde gjort skatskyldige til Rhodos, for nylig henvendte sig til senatet og bad om at måtte betale skat til os fremfor til Rhodos. De kan derfor ikke frygte navnet »skatteforpagter«, da de altid har haft skatter. De kan ikke foragte skatteforpagterne, da de ikke selv har kunnet betale deres skat. Og de kan ikke afvise dem, da de selv har bedt om dem.
På samme måde må Lilleasien betænke, at det ikke ville være sparet for ulykker fra ydre krige og indre uroligheder, hvis det ikke stod under vort herredømme. Men da dette herredømme ikke kan opretholdes uden skatter, må de uden vrøvl betale for deres evige fred og sikkerhed med en del af deres indtægter.