Umarpagten udgør en samling af begrænsninger og privilegier, der er blevet tiltrådt ved traktatindgåelse mellem erobrende muslimer og undertvungne ikke-muslimer. Pagten stammer formentlig fra ca. 637, efter Umar d. 1.s erobring af det kristne Syrien og Palæstina. Ved tilføjelse af hævdvunden praksis og præcedens blev pagten dog senere udvidet. Trods dette blev hele pagten tilskrevet Umar. Der er mange varianter af teksten, og forskere afviser, at den tekst, som den fremstår nu, alene kan være fra Umar d. 1.s pen. Det er derfor almindeligt antaget, at dens nuværende form stammer fra omkring det niende århundrede. Umarpagten har tjent til at regulere forholdet mellem muslimer og "Bogens folk", dvs jøder og kristne. Der findes et uddrag i bogen side 103.
I Allahs den Nådiges den Barmhjertiges navn.
Dette er et brev til Allahs tjener, Umar, de troendes leder, fra de kristne (fra den og den by). Da I [muslimerne] rejste jer imod os, bad vi [de kristne] jer om at beskytte os selv, vore efterkommere, vores ejendom og vore trosfæller, og vi forpligtede os til at vi:
Ikke vil bygge nye klostre, kirker, celler eller eneboerhytter i vore byer eller i nærheden af dem.
Vi vil ej heller reparere de kirker og klostre, som forfalder, eller forny dem, der måtte ligge i de muslimske kvarterer af byen.
Vi vil ikke nægte muslimer adgang til vore kirker, hverken om dagen eller om natten.
Vi skal holde vore porte vidt åbne for forbipasserende eller rejsende.
Vi skal give alle muslimer, som kommer forbi, kost og logi i tre dage.
Vi vil ikke huse nogen spion i vore kirker eller i vore huse, eller skjule nogen fjende af muslimerne.
Vi vil ikke lære vore børn Koranen.
Vi skal ikke vise vor religion offentligt eller forsøge at konvertere nogen til den.
Vi skal ikke forhindre nogen fra vor familie i at gå over til islam, hvis de ønsker det.
Vi skal vise respekt over for muslimerne og i vore forsamlinger give dem lov til at sidde i vort sted, når de ønsker det.
Vi vil ikke efterligne muslimerne i vores påklædning, hverken m.h.t. hatte, turbaner, sandaler eller hårets skilning.
Vi vil ikke gøre brug af deres sproglige udtryk [hilsner] eller antage deres efternavne.
Vi skal ikke ride med sadler, ikke bære sværd eller gribe til våben eller bære dem, eller indgravere arabiske indskrifter på vore ringe.
Vi skal ikke sælge vin.
Vi skal få vort hår klippet på den forreste del af hovedet.
Vi skal altid være klædt på samme måde, uanset hvor vi er.
Vi vil bære bælter om vort liv.
Vi skal ikke sætte vore kors på vore kirker eller fremvise vore kors eller hellige bøger ved muslimernes veje eller ved deres markedspladser.
Vi vil kun anslå vore klokkeknebler [Naqus: et stykke træ, hvormed, der frembringes en klaprende lyd, som kristne brugte (og endnu bruger) i stedet for kirkeklokker] i vore kirker meget let.
Vi vil ikke recitere vore bønner med høj stemme, når en muslim er i nærheden.
Vi vil ikke bære palmegrene eller helligbilleder i procession i gaderne.
Vi vil ikke synge højt under begravelse af vore døde eller bære antændte lys i muslimernes gader eller ved deres markedsplads.
Vi vil ikke antage nogen slave, der tidligere har tilhørt en muslim, eller spionere i deres huse.
Vi vil ikke slå en muslim.
Alt dette lover vi på vore egne og vore trosfællers vegne at overholde og modtage beskyttelse fra jer til gengæld; og hvis vi overtræder nogle af de betingelser i denne pagt, da mister vi jeres beskyttelse [dhimma] og I kan frit behandle os som fjender og oprøre.
Kilde: Jacob Marcus: The Jew in the Medieval World: A Sourcebook, 315-1791, (1938),s. 13-15. Her efter Internet Jewish History Sourcebook sourcebooks.fordham.edu/jewish/jews-umar.asp