Vi slog lejr ca. 16 km fra Konstantinopel, og den næste dag kom befolkningen, mænd, kvinder og børn, ud fra byen, ridende eller til fods i deres smukkeste tøj. Ved daggry lød der trommer, trompeter og fløjter. Rytterne steg til hest, og kejseren med sin hustru, Khatun’ens moder, kom ud af byen, ledsaget af rigets højeste embedsmænd og hoffolk. Over kejserens hoved var der en baldakin, som blev båret af et antal ryttere og mænd til fods, som bar lange stænger, hvor der øverst oppe var noget, der lignede en læderbold, med hvilke de holdt baldakinen oppe. I midten under denne baldakin var der en slags pavillon, som blev båret af ryttere med lange stave. Da kejseren nærmede sig, blandede tropperne sig med hinanden, og der opstod en stor støvsky. Jeg var ude af stand til at bane mig vej frem, så idet jeg frygtede for Illustration fra Ibn-Batuta’s Rihla 17 mit liv, blev jeg ved khatun’ens bagage og rejseledsagere. Man fortalte mig, at da prinsessen nærmede sig sine forældre, steg hun af hasten og kyssede jorden foran dem, og derefter kyssede hun to af deres hestes hove, og hovedparten af hendes følge gjorde det samme. Vi gjorde vores entré I den mægtige by Konstantinopel omkring middagstid eller lidt senere, og de ringede så kraftigt med deres klokker, at selve himlen rystede derved. Da vi nåede den første port til Kejserens palads, mødtes vi af omkring ethundrede soldater og en officer placeret på en forhøjning, og vi hørte dem sige Sarakinu, Sarakinu, hvilket betyder muslimer. De ville ikke lade os passere, og da de, der var med khatun’en, sagde, at vi tilhørte deres følge, svarede de, at “de kan ikke komme ind uden tilladelse”, så vi måtte blive ved porten. En fra khatun’ens følge sendte en budbringer for at fortælle hende dette, mens hun stadig var hos sin far. Hun fortalte ham om os, og han gav ordre til, at vi måtte komme ind, og vi fik tildelt logi nær khatun’ens hus. Han skrev også på vores vegne en ordre om, at vi ikke måtte hindres i at bevæge os rundt I byen, og denne ordre blev læst op I basarerne. Vi opholdt os inden døre i tre dage og modtog fra khatun’en gaver bestående af mel, brød, kylling, smør, frugt, fisk, penge og senge, og på fjerdedagen kom vi i audiens hos sultanen[!] […]. På den fjerde dag efter vores ankomst til Istanbul sendte Khatun’en den indiske slave Sunbul til os, og han tog min hånd og førte mig ind i paladset. Vi passerede gennem 4 porte, i hver af hvilke der var arkader med bevæbnede soldater og deres officer, der stod på en tæppebelagt platform. Da vi nåede den femte port forlod slaven Sunbul mig, og kom tilbage fra slottet med fire unge grækere, som visiterede mig, for at se om jeg havde en kniv på mig. Officeren sagde til mig:” Det er almindeligt hos dem; enhver som skal have foretræde for kongen, hvad enten han er adelig eller en almindelig borger, fremmed eller indfødt, skal visiteres.” […] Efter at de havde visiteret mig, rejste den vagthavende sig, tog mig ved hånden og åbnede porten. Fire af mændene stillede sig op omkring mig, idet to af dem holdt fast I mine ærmer, og de to andre var bag mig, og de bragte mig ind i en stor hal, hvis vægge var dækkede af mosaikker, hvor der var billeder af skabninger, med og uden sjæl. I midten var der et kunstigt vandløb med træer på begge sider af det, og der stod på højre og venstre mænd, som stod helt stille uden at sige et ord. I midten af hallen stod tre mænd, til hvem de fire mænd førte mig hen. Disse tog fat i mine klæder, ligesom de fire andre havde gjort, og ved et tegn fra en fjerde person førte de mig fremad. En af dem var en jøde, og han sagde på arabisk til mig. ”Vær ikke bange; det er, hvad de plejer at gøre, når en træder ind i lokalet. Jeg er tolken, og jeg kommer fra Syrien.” Jeg spurgte ham så, hvordan jeg skulle hilse kejseren, og han sagde at jeg skulle sige As-salám alaykum. Derefter nåede jeg frem til en stor pavillon, hvor Kejseren sad på sin trone med sin hustru, khatun´ens mor, foran sig. Ved foden af tronen sad khatun´en og hendes brødre, til venstre for den seks mænd og til højre for den fire, og bag den fire, alle sammen bevæbnede. Kejseren gav tegn til mig - før jeg nåede at hilse og før jeg var nået hen til ham - at jeg skulle sætte mig ned, så jeg kunne dæmpe min frygt. Efter at jeg havde gjort dette, gik jeg frem mod ham, hilste ham, og han gav tegn til, at jeg skulle sætte mig ned, men det gjorde jeg ikke. Han udspurgte mig om Jerusalem, Den hellige Gravs Kirke, Jesu fødested, om Betlehem, og om Abrahams by [Hebron], så videre om Damaskus, Cairo, Irak og Anatolien, og jeg svarede på alle hans spørgsmål vedrørende dette, og jøden oversatte for os. Kejseren var tilfreds med mine svar og sagde til sine sønner: ”Behandl denne mand med ære og tag vare på hans sikkerhed.” Så tildelte han mig en æreskåbe og en hest med saddel og seletøj og en parasol af samme slags, som kongen havde over sit hoved som et tegn på beskyttelse. Jeg bad ham om at udpege nogen til at ride med mig rundt i byen hver 18 dag, så jeg kunne se de sjældne og fantastiske ting I den og fortælle om disse i mit eget land, og han udpegede en mand, således som jeg havde bedt om. De har den skik, at enhver, der bærer kongens æreskåbe og rider på hans hest, følges rundt med trompeter, fløjter og trommer, så folk kan se ham. De gør mest dette med de tyrkere, som kommer fra sultan Uzbegs område, så folket ikke skal gøre skade på dem, og jeg paraderede på denne måde gennem basarerne. Byen er enormt stor og adskilt I to dele af en stor flod [Det gyldne Horn], I hvilken der er flod og ebbe. I gamle dage var der en stenbro over den, men den faldt sammen, og man krydser nu floden med både. Den del af byen, der ligger på den østlige flodbred, hedder Istanbul, og her bor kejseren, adelen og resten af befolkningen. Dens basarer og gader er brede og belagt med fliser; hver basar har porte, som lukkes af om natten; og flertallet af håndværkerne og sælgerne her er kvinder. Byen ligger ved foden af et bjerg, som skyder omkring 15 kilometer ud I havet, idet halvøen er lige så bred, hvis ikke mere. På toppen af bjerget er der en lille fæstning og kejserens palads. Rundt om byen løber bymuren, som er meget stærk og ikke kan indtages ved angreb fra søsiden. Inden for muren ligger omkring 13 landsbyer. Hovedkirken ligger midt i byen. Den anden del på den vestlige bred kaldes Galata, og den er reserveret til de kristne frankere, som bor der. Der er forskellige af dem, heriblandt genoesere, venetianere, romerne og franskmænd. De er underlagt kejseren af Konstantinopels autoritet; han indsætter en fra deres egne rækker, som de anerkender, over dem, og ham kalder de comes. De er forpligtede til at betale skat hvert år til kejseren af Konstantinopel, men ofte gør de oprør mod ham og han bekriger dem, indtil Paven [Konstantinopels patriark] slutter fred mellem dem. De er alle handelsfolk, og deres havn er en af de største i verden; jeg så omkring ethundrede galejer og andre store skibe der, og der var for mange små skibe til at jeg kunne tælle dem. Basarerne I denne del af byen er gode, men beskidte, og en lille og meget forurenet flod løber gennem dem. Deres kirker er også beskidte og meget beskedne. Af den store kirke kan jeg kun beskrive det ydre, for jeg så den ikke indvendig. De kalder den Ayá Súfiyá…Det er en af grækernes største kirker, og den er omgivet af en mur, så den ligner en by. Den har 13 porte og et helligt indelukke, som er næsten 2 km langt og lukket af med en port. Ingen er forhindrede i at gå herind…..det ligner en audienshal brolagt med marmor, og der løber et vandløb igennem, som kommer fra kirken. Uden for porten til denne hal er der forhøjninger og butikker, mest af træ, hvor deres dommere og disses skrivere sidder. Ved kirkens port er der buegange hvor de vagter opholder sig, der fejer gulvet, tænder lysene og lukker portene. De tillader ingen at komme ind, før vedkommende har kastet sig ned foran et mægtigt stort kors, som siges at være resterne af det kors, på hvilket pseudo-Jesus blev korsfæstet [Muslimerne mener ikke, at Jesus blev korsfæstet. Han blev ført til himmels, mens en, der lignede ham, blev korsfæstet].

Kilde: Kjeld Mazanti Sørensen: Byzans – mellem sultan og pave (Columbus).
Oversættelse fra Ibn Batuta: Travels in Asia and Africa 1325-1354. Oversat og udvalgt af H.A.R. Gibb, 1969.