Forhold til kongen

Søn: Det er til visse let at se, at hvis alle disse ting rammer et rige, går det sikkert til grunde, såfremt den tidstilstand varer ret længe. Men dog er der vist eksempler på sådanne tildragelser, og det er bestemt at vente, at meget ondt og mangfoldig ulykke vil være følgen deraf, alle vegne hvor sådanne ting sker, førend enden kommer. Det er mig nu også klart, at hvis under en sådan ulykke sæder og love i et rige ødelægges, således som I nu har sagt, og selv om Gud omsider vil befri det for ufred og plage og lader det komme under én høvding efter en sådan uro, da vil dog hele folket, som på den tid er tilbage, være uhøvisk og udannet, og det vil, som I før sagde, både trænge til god lære og desuden undertiden til streng revselse. Og den, der overtager det rige, vil behøve meget lang tid, megen kraft og strenghed, før end riget bliver som det var forhen, uanset om han selv er klog og folket har haft gode sæder, førend en sådan ufred indtraf. Eftersom jeg nu mest har tragtet efter at høre de forhold udviklet, hvoraf et rige kan tage størst skade, og hvorved det bliver unyttigt både på grund af sædeligt forlis og mennesketab og pengetab, hvis sådant sker,  […] så vil jeg som følge af alt dette nu bede om, at I, som jeg i begyndelsen fremførte, vil belære mig om de sæder, som I måtte finde  ret passende for mig, hvis jeg sætter mig fast i kongens tjeneste, hvorledes så tiderne da end bliver; dog ville jeg bede Gud om, at der, så længe jeg lever, må blive fred og ro og gode tider.

Far: Det er alle ukendt, hvorledes Gud vil ordne, til hvilken tid ethvert menneske skal leve. Men dersom man vil være kongsmand, og det sker på et sådant tidspunkt, hvor ulykker og uheld hersker, fordi der er mange høvdinger, eller en eller anden ufred består, ville det være af stor betydning for ham, om han vandt dens gunst, der har den største lovlige ret til riget og som mest ville følge de sæder, som retmæssige og dannede konger før ham har overholdt; da behøver han mindst at ængstes for farefulde angreb på grund af sit (trofaste) følge, hvad enten det gælder denne eller den anden verden. Men når du spurgte om, hvilke sæder du skulle vise, hvis du kom i kongens tjeneste, kan jeg nu godt forklare dig det.

Det skal du lægge til grund for dine sæder, at du aldrig lader dig komme af minde frygt og angst for Gud, og at du bør elske ham over alt. Dernæst skal du elske retfærd. Væn dig til at være billig, retsindig og mådeholden i alt. Tænk altid på din dødsdag og tag dig i agt for at begå synder. Husk på, at mangen en lever en kort tid, hvorimod hans gerninger lever længe efter ham, og det har meget at sige, hvad man husker (om ham) efter hans død. Thi nogle bliver navnkundige som følge af gode gerninger, og disse overlever ham altid, og hans hæder lever stedse, også når han selv er død. Andre bliver navnkundige af andre handlinger, og efter deres død bærer de altid en levende skam, når deres gerninger omtales; ligeledes bærer deres frænder og hele afkom, som udspringer fra dem, denne skam efter deres død. Men den største del (af folket) dør som kvæget, således at de hverken bliver omtalte for det gode eller det onde, og du skal til visse vide, at det (dog) ikke egentlig er menneskets natur, thi alle andre skabninger blev skabt mennesket til samvær og glæde. Men mennesket blev skabt for at besidde både alle verdslige herligheder og ligeledes den anden verdens goder, hvis det vil opnå dem, hvortil det skabtes. Derfor skulle enhver, medens han lever, stræbe efter at efterlade thi man bliver ikke bagefter vurderet som en bondekarl, men som en landstyrer eller en høvding; og således bør han også være, hvis han vil lægge vind på de sæder, der sømmer sig hans navn. Undgå at blive tvetydig i venskab med høvdinger, ti det gør kun vankelmodige mænd sig skyldig i, og ingen, som bærer sig således ad, er sikker på bravhed i sin handlemåde. Elsk din høvding uden al falskhed, så længe du vil tjene ham, og bliv aldrig ven af eller fortrolig med hans uvenner, hvis du vil opføre dig som en brav mand. Gud alene skal du elske fremfor din høvding, men intet menneske. Men følgende ting er af den art, at du i høj grad skal tage dig i agt for at gøre dig skyldig i dem: eder, der ikke (med god samvittighed) kan aflægges, og falske vidnesbyrd, skøgehuse, drikkelag undtagen i kongens hus, eller rigtige sammenkomster, terningespil om sølv, higen efter at modtage bestikkelser samt al anden urigtig pengebegærlighed; thi alle disse ting er for enhver kongsmand til stor skam i denne verden, og han lider tab på sin sjæl i den anden, ifald han bliver overbevist om at have begået dem. Hvor du end færdes, berus dig aldrig, thi det kan ofte ske, at du da bliver kaldt til at deltage i behandling af folks sager og til overopsyn (med noget), eller at du skal have med dine egne sager at gøre; hvis sådant hændes en mand, medens han er i beruset tilstand, er han ikke i stand til noget, og derfor sømmer det sig for enhver, og især for kongens mænd, som vil kaldes dannede, at undgå drukkenskab, thi de bliver oftest kaldt til at behandle folks sager eller til andet behov; de skal også være gode forbilleder for enhver, ifald nogen skulle ville lære at leve overensstemmende med deres sæder. Den omhu skal du også vise i dine forhold og din væremåde, og ikke glemme det, hvis du er kongens mand, nemlig ofte at ses i nærheden af din høvding. Tidlig om morgenen skal du ledsage ham til kirke, hvis han lægger vind på den opførsel, hvilket han med rette bør vise, og du skal med opmærksomhed lytte til gudstjenesten, medens du er i kirken, og bede med (dyb) bevægelse om Guds miskundhed mod dig; men når kongen forlader kirken, skal du følge ham, og vær ham så nær, at han kan se dig, for at han af dig kan kræve et eller andet, hvortil han mulig vil kalde dig. Men så nær ved ham bør du ikke være, at han kan finde, at der på grund af din nærhed bliver ringe plads, ifald han enten ønsker at tale med de mænd, som han kalder til samtale med sig, eller han vil forhandle om sådanne ting, som han ønsker skal være en hemmelighed. Om intet sådant, som du ser, at han vil holde hemmeligt, må du spørge din høvding, medmindre han kalder dig til sig for at indvi dig deri. Men hvis der forefalder noget sådant, hvori din høvding benytter dig som sin fortrolige og som han vil skal holdes hemmeligt, så behold det hos dig selv med klogelig tavshed, og åbenbar ikke (for nogen) de ting, som er dig betroede. Du skal også vænne dig til tidlig om morgenen at besøge kongens herberge, før han står op; vær da tvættet og vasket og iført fuld klædning, og vær nærved hans herberg, indtil han vil stå op. […]

Dersom det nu sker, at kongen går et sted hen for at more sig, hvad enten det er i en købstad eller på landet eller hvor han end er stedt, og hvis du og dine fæller følger ham, hvad enten I er bevæbnede eller våbenløse, så er følget fra eders side skønnest, hvis I går lige mange på hver side af ham, og dog må ingen (af disse to skarer) være kugleformet. Indret det således, at han kommer til at være midt i eders skare, hvor I går, og at I bliver lige mange på hver side af ham eller foran ham og bag ham, men ingen af eder bør gå så nær ved ham, at han ikke har tilstrækkelig plads til at tale med de mænd, som han vil kalde til sig, hvad enten han vil tale med dem, således at alle kan høre det, eller hemmeligt. Men selv om han ikke kalder nogen til samtale med sig, så lad ham gå således mellem eder, at han altid har rigelig plads rundt omkring sig. Hvis kongen rider ud for at more sig og du og dine fæller følger ham, bør I indrette eders ridt således som jeg har sagt om eders gang, og dog skal I være så meget længere fra ham, at ikke noget skarn flyver fra eders heste på kongen selv, når I rider meget stærkt.

Kilde: Kongespejlet, Konungs skuggsjá, i dansk oversættelse ved Finnur Jónsson, Udgivet af Det kongelige nordiske Oldskriftselskab, Gyldendalske Boghandel/Nordisk Forlag, Kjøbenhavn 1926.