Syng os, gudinde, om vreden der greb Peleïden Achilleus,
vreden, den fæle, som voldte Achaierne tusinde kvaler,
sendte behjertede sjæle af talrige helte til Hades
og lod dem selv blive slængt som æde for hurtige hunde,
grådige gribbe og ravne så Zeus’s vilje blev fuldbragt – (5)
helt fra den første stund da striden begyndte imellem
folkenes drot Atreïden og gudernes lige Achilleus.
    Hvem blandt guderne var det der satte dem op mod hinanden?
Letos og Zeus’s søn! For grebet af harme mod kongen
lod han en hærgende pest bryde ud i hæren, så krigsfolk (10)
ynkeligt døde, fordi Atriden forhåned hans bønpræst,
Chryses, dengang han kom til Achaiernes hurtige skibe
og ville købe sin datter tilbage for talløse gaver.
I sine hænder bar han sit gyldne scepter med uldbånd
viet til skytten Apollon. Han bønfaldt alle Achaier, (15)
mest dog af alle de to Atreïder, folkenes fyrster:
    “Atreus’ sønner og alle I benskinneklædte Achaier!
Måtte blot gudernes slægt i Olympens boliger unde
jer at erobre Priamos’ by og få lykke til hjemfærd!
Mig skal I frigi min datter, ta mod mine gaver og frygte (20)
sønnen af Zeus, Apollon der rammer sit mål fra det fjerne!”
    Da gav de andre Achaier til kende man nok skulle vise
agt for den hellige præst og ta mod hans strålende gaver.
Men Agamemnon var lidet fornøjet og sendte den gamle
bort med knubbede ord og gav ham en ordentlig røffel: (25)
    “Vogt dig, du gamle, for én gang til at lade mig se dig
her ved de kurvede skibe og prøve at blive her længer!
Da skal du ikke få gavn af din stav med guddommens uldbånd.
Hende frigir jeg ikke. Før dét skal hun ældes i borgen
hjemme i Argos hos mig, langt væk fra sit fædrene bosted, (30)
mens hun går til og fra ved sin væv eller deler mit leje.
Tir mig så ikke, men gå, så længe du endnu kan slippe.”
    Det var hans ord, og gubben blev bange og lystred hans ordre.
Tavs gik han bort langs stranden ved havets brusende brænding.
Da han blev ene, bad han til fjernskyttefyrsten Apollon, (35)
herskeren Zeus’s søn med den yndigt krøllede Leto:
“Hør mig, du sølvbuevæbnede gud, som værner om Chryse
og om det hellige Killa, du Tenedos’ stærke behersker,
Smintheus! Om jeg engang har rejst dig et prydeligt tempel,
om jeg engang har brændt dig glinsende køller på altret, (40)
både af tyr og af ged, da opfyld dette mit ønske!
Lad dine bueskud straffe Danaerne for mine tårer!”
    Således bad han, og Foibos Apollon lyttede til ham.
Og fra Olympens top steg han ned, forbitret i hjertet;
om sine skuldre havde han bue og omvundet kogger; (45)
pilene raslede over hans skulder, imens han i vrede
hastigt begav sig af sted; og hans fremfærd lignede natten.
    Langt fra skibene slog han sig ned og sendte et pilskud.
Skrækkelig lød den klang der kom fra hans sølvhvide bue.
Først gik han løs alene på æsler og hurtige hunde. (50)
Dog snart sendte han pile mod folkene selv, og han traf dem
hårdt. Og bestandig brændte der ligbål tæt ved hinanden.
    Pilene faldt ni dage i træk som hagl over lejren,
men på den tiende kaldte Achilleus folket til samling.
Det var sat i ham af fruen, den liljearmede Here (55)
som havde ondt af at se Danaerne dø for sit øje.
    Og da så folket var mødt, og alle var blevet forsamlet,
trådte Achilleus frem og talte sådan iblandt dem:
“Atreus’ søn, nu tror jeg vi snart må rejse beskæmmet
hjemad igen, om ellers det lykkes at flygte for døden, (60)
nu hvor Achaierne knuses af både krigen og pesten.
Kom, lad os derfor spørge en offerkyndig, en spåmand
eller en tyder af drømme – for drømme blir sendt af Kronion –
som kan fortælle hvorfor Apollon er sådan forbitret,
om han har noget imod vore lovninger og hekatomber, (65)
så at han ved at få røgen fra får og lydefri geder
kunne formås til at afvende al denne massedød fra os.”

Kilde: Oldportalen.dk (Iliaden, 1. sang)