Ja, om athenæernes statsforfatning er min mening den, at jeg aldeles ikke billiger, at de har valgt denne form for forfatning, fordi de ved at træffe dette valg har givet de tarvelige mennesker fordelene på de godes bekostning. Det er altså grunden til min misbilligelse; men det, jeg vil påvise, er, at når de nu engang har den opfattelse, så er det på fortræffelig måde, de underbygger denne forfatningsform og forvalter de andre sager, som de øvrige hellenere synes er forkert gjort af dem.
Først vil jeg nu altså sige, at det dér på stedet synes retfærdigt, at de tarvelige, de fattige og folket har fortrinet fremfor de fornemme og rige, af den simple grund, at det er folket, der er drivkraften i flåden, og som giver staten dens styrke. Ja, styrmændene, bådsmændene, underbådsmændene, udkigsmændene og skibstømmermændene, dem er det virkelig, der giver staten dens styrke, langt mere end det sværtbevæbnede fodfolk og de fornemme og gode. Da dette nu altså er forholdet, synes det med fuld ret, at alle har adgang til embederne både ved den nu gældende lodtrækning og ved de andre valg, og at enhver af borgerne, der ønsker det, kan få ordet.
Så er der jo nok de embeder, som er til gavn for hele folket, når de er velledede, men i omvendt fald betyder en fare; de embeder har folket aldeles ingen lyst til at have adgang til. De mener f.eks. ikke, at lodtrækning skal give adgang til de overordnede militære stillinger til vands og til lands som strateg og som hippark [rytteriofficer]. Folket erkender nemlig, at det har mere gavn af ikke selv at bestride disse embeder, men overlade dem til de mest formående mænd. Men alle de embeder, hvor det kommer an på at få diæter og drage personlig fordel, dem søger folket at få adgang til.
Så er der den ting, som adskillige undrer sig over, at de overalt giver de tarvelige og de fattige og jævne folk fortrinet fremfor de fine; men det vil vise sig, at de netop derved underbygger demokratiet. Når det nemlig er de fattige, småkårsfolk og minusindividerne, som det går godt, og der bliver mange af den slags, så vil det styrke demokratiet. Hvis det derimod er de rige og fine, som det går godt, så styrker proletarerne deres egen modsætning.
I ethvert land står nemlig eliten i modsætning til demokratiet; thi hos de bedste findes der mindst tøjlesløshed og uretfærdighed, men skarpest blik for det moralske; hos folket derimod finder man den højeste grad af uvidenhed, uorden og tarvelighed; thi fattigdommen fører mere og mere i retning af slet moral, også den manglende opdragelse og for adskillige personer uvidenheden, som skyldes manglen på penge.
Nu kunne en sige, at det rigtige måtte være, at de ikke lod alle tale på lige fod og heller ikke tage del i rådets forhandlinger, men kun de dygtigste mænd og de bedste. Men også på det punkt har de bestemt sig for det helt rigtige ved også at lade de tarvelige folk komme til orde. Var det nemlig kun eliten, som havde ordet og gik på råd med sig selv, ville det være godt for dem og deres lige, men ikke godt for proletarerne. Men nu, da enhver tarvelig mand, der vil, kan stå frem og få ordet, finder han netop udtryk for det, der er godt for ham og hans lige.
En kunne spørge: Hvordan skulle et sådant menneske kunne erkende, hvad der er godt for ham eller for folket? Jo, det forstår mængden, at denne mands uvidenhed, tarvelighed og sympati er dem mere til gavn end al den fine mands moral, kundskabsrigdom og antipati.
Med en sådan samfundsform vil en stat ganske vist ikke kunne blive fuldkommenheden selv; men demokratiet vil på den måde mest underbygges. Det, folket ønsker, er nemlig ikke selv at have slavekår i en stat med en ideel forfatning, men at være frit og besidde magten; om forfatningen så er slet, bryder det sig kun lidt om. Thi det, som du mener ikke er en ideel forfatning, det er jo netop forudsætningen for, at folket har magten og er frit.
Hvis det nemlig er en ideel forfatning, du søger, så vil du finde, at det for det første er de dygtigste, der giver dem lovene; dernæst vil eliten straffe de slette personer, og eliten vil rådslå om statens sager og vil sætte en stopper for, at ustyrlige personer har sæde i rådet eller tager ordet eller deltager i folkeforsamlingen. Men folket, ja, det vil som følge af disse gode reformer allersnarest synke ned i slaveri.
Slaverne og metoikerne [de fremmede, indvandrerne], ja, de lever i Athen det mest ubundne liv; at slå er ikke tilladt dér, og en slave vil ikke engang gå af vejen for dig på gaden. Hvad der er grunden til denne stedlige ejendommelighed, det skal jeg oplyse. Hvis det var skik, at den frie borger kunne slå slaven eller metoiken eller den frigivne, ville han ofte lange en lussing ud i den tro, at den attiske [athenske] borger var en slave. Thi folket dér er ikke bedre klædt end slaverne og metoikerne, og de ser heller ikke bedre ud.
Hvad nu yderligere angår indgåelse af forbund og de afgivne eder, så er det nødvendigt for stater med fåmandsstyre at overholde dem, og hvis de ikke står ved deres aftaler, eller du forurettes af nogen, er navnene håndgribelige på de få, som har sluttet aftalen. Men når det er folket, der træffer aftaler, så er det muligt for dette at skyde skylden på den enkelte, der har stillet forslaget eller ladet afstemme, og for de andre at protestere: ”Jeg var ikke til stede, og jeg synes heller ikke om det” vedrørende vedtagelser, som man får at vide har fundet sted i en velbesøgt folkeforsamling. Og hvis det ikke skulle passe folket, at det træder i kraft, finder det på utallige påskud for at undlade at gøre, hvad det ikke ønsker. Og kommer der et dårligt resultat ud af det, folket har besluttet, griber folket straks til beskyldninger om, at det er nogle få stykker, som imod dets interesser har fordærvet sagen; men hvis resultatet er godt, tillægger det sig selv skylden.

Kilde: Hartvig Frisch, Athenernes Statsforfatning : en filologisk-historisk Analyse af Pseudo-Xenofons Skrift De Re Publica Atheniensium, 1941.