Lokalforvaltningen i Romerriget var i løbet af 400-tallet gledet ud af hænderne på de ældre byråd, og magttomrummet blev udfyldt af lokale dignitarer, typisk den lokale biskop. Også i civile retssager var biskoppen et billigt, hurtigt og relativt pålideligt lokalt alternativ til de udsendte kejserlige embedsmænd i de større byer, dem der i den følgende tekst bliver kaldt ”statholderne”. Den følgende lov er fra 538 og giver biskopperne vidtgående opsynsmyndighed i forhold til embedsmændene – og i visse tilfælde domsmyndighed. Loven er fra 538. (Findes i uddrag i bogen side 96).
Siden Gud gjorde Os til hersker over Romerriget, har Vi til stadighed af al kraft arbejdet for Vore undersåtters velfærd i den stat, Gud har betroet Os; og særlig har Vi stræbt efter at befri dem for enhver ulempe, skade og mishandling, for at de ikke på grund af retssager og andre forretninger skal tvinges til at tage på rejse fra deres hjemstavn og lide nød i fremmede egne.
§1. At biskopperne skal formå statholderne til at behandle sagsøgeres klagemål, hvis statholderne forsømmer det.
Derfor har Vi besluttet foreløbig at sende nærværende kundgørelse til alle Vore undersåtter og bekendtgøre den for alle indbyggere i hovedstæder og landsbyer. – Hvis nogen sagsøger en anden, enten i en pengesag eller for berøvelse af løsøre, fast ejendom, slaver eller dyr eller for en kriminel handling, da skal han først gå til den højædle og velbårne provinsstatholder, for at denne ifølge Vore love kan undersøge det anmeldte forhold og give enhver hans ret. Hvis nogen går til provinsstatholderen, men ikke får sin ret, så befaler Vi, at han går til den højærværdige og velbårne biskop på stedet, og at denne sender bud til provinsstatholderen – eller personligt henvender sig til ham – med pålæg om endelig at påhøre klageren og give ham hans ret ifølge Vore love, så at han ikke tvinges til at tage på rejse fra sin hjemstavn. Hvis nu biskoppen har opfordret statholderen til at afgøre sagen retfærdigt, men statholderen trækker dette i langdrag eller nok dømmer i sagen, men ikke giver sagens parter deres ret, så tillader Vi biskoppen i den pågældende by at udstyre den forurettede med et brev stilet til Os, hvoraf det fremgår, at statholderen til trods for biskoppens påmindelse har undladt at påhøre klageren og dømme mellem ham og sagsøgte. I så fald vil Vi, når det kommer til Vor kundskab, straffe statholderen for at have undladt at afgøre sagen, selv efter anmeldelse fra klageren og påmindelse fra biskoppen.
§2. At den, der har mistillid til statholderen, kan forlange byens biskop til meddommer i sagen.
Ifald en af Vore undersåtter har mistillid til statholderen, befaler Vi, at biskoppen tager sæde i retten sammen med statholderen. De kan i fællesskab enten forlige sagen efter overenskomst mellem parterne, eller de kan dømme imellem parterne ifølge kejserlig påtegning6 eller sædvanlig procedure og herefter fælde dom efter lov og ret. På denne måde bliver Vore undersåtter ikke af sådanne sager tvunget til at forlade deres hjemstavn.
(…)
§4. At de, der forurettes af statholderen, kan søge deres ret hos
biskoppen.
Ifald provinsstatholderen gør nogen af Vore undersåtter en uret, befaler Vi, at den skadelidte anmelder det til biskoppen i den pågældende by. Biskoppen skal så dømme imellem statholderen og den, der mener sig forurettet af ham. Og ifald biskoppen efter lov og ret afgiver en kendelse, der går statholderen imod, så skal denne yde klageren al mulig oprejsning. Hvis statholderen nægter dette, og sagen går videre til Os, og Vi finder, at han ikke har udført det, som biskoppen ved en lovlig og retfærdig kendelse har pålagt ham, så befaler Vi, at han lider den strengeste straf, fordi han er grebet i forbrydelser mod dem, han tværtimod skulle have beskyttet mod forbrydelser.
Kilde: aigis.igl.ku.dk/aigis/AB-J/SE-FSP.pdf