A) Denne lovsamling er blevet til gennem Guds nåde. Vi tilkaldte den berømte Tribonian […] sammen med Theoihilius og Dorotheus - dygtige mænd og professorer, hvis kyndighed, kendskab til lovene og trofasthed mht at adlyde vores befalinger er blevet bevist ved mange lejligheder - og beordrede dem til med den autoritet, vi besidder, og ud fra vores råd i særlig grad at nedskrive lovenes principper, så I [unge ivrige efter at lære lovene at kende], kan blive i stand til at lære lovenes grundprincipper, ikke fra gamle fabler, men tilegne Jer dem gennem den kejserlige magtfuldkommenhed; så Jeres ører og Jeres sind ikke tilegner sig noget, der er unyttigt eller forkert, men kun det der i enhver henseende er i overensstemmelse med fornuften […] Vi har beordret at disse principper skal opdeles i fire bøger, således at de udgør de grundlæggende elementer i den juridiske videnskab. […]

B) Den kejserlige Caesar, Justinian, from, fremgangsrig, vidt berømt, erobrer og triumfator, for altid Augustus, til Tribonianus hans kvæstor, vær hilset: Med hjælp fra Gud til at styre vores imperium, som blev overgivet os af vores himmelske majestæt, fører vi krig med succes. Vi skaffer fred og opretholder Statens lovmæssige grundlag, og vi har så stor tillid til den almægtige Guds beskyttelse, at vort styre ikke er afhængigt af våbenmagt, eller af vores soldater, eller på dem som fører vores krige, eller af vores intellekt, men udelukkende kan bygge vores tillid på Den Hellige Treenighed, fra hvilke udspringer alle elementer i hele verden og disses spredning verden over. På grundlag heraf mener vi, at der ikke findes noget, som er så vigtigt at have opmærksomheden rettet mod som loven, som styrer alle menneskelige og guddommelige forhold og gør op med uretten. Vi har fundet, at hele det lovkompleks, som er blevet overdraget os fra byen Roms grundlæggelse og fra Romulus’ tid, er så indviklet og af et så stort omfang, at intet menneske kan rumme det, og derfor fik vi den indskydelse at begynde med at undersøge, hvad der er blevet gennemført af tidligere ærværdige fyrster, at tilrette deres love og gøre dem lettere at forstå; for at det til slut bliver en enkelt lov, som, efter at alt overflødigt er fjernet sammen med alle uretfærdige uoverensstemmelser, kan give den hjælp, som Sandheden kan give alle mennesker. Lovens grundregler er følgende: Lev ærligt, gør ikke nogen anden skade, og giv hver mand, hvad han har krav på. Studiet af loven omfatter to dele, offentlig ret og privatret. Den første vedrører den romerske stats velbefindende; den sidste vedrører privatpersoners velbefindende. Privatretten har tre kilder: naturens foreskrifter, staternes love og romerretten. […] Naturloven er det, som naturen har lært alle dyr, for denne lov er ikke speciel for den menneskelige race, men gælder alle skabninger, som lever i luften, på jorden eller i havet. Herfra stammer foreningen af det mandlige og det kvindelige, som vi betegner som ægteskab; og herfra hidrører avlingen og opdragelsen af børn; for vi ser, at alle dyr også handler, som om de var udstyret med kendskab til denne lov. Borgerlig ret og nationernes lov er inddelt som følger: alle mennesker, som styres af love og sædvaner, bruger love som til dels er særegne for dem selv og dels for alle andre mennesker; for hvad hvert folk har etableret er særegent for den stat og betegnes borgerlig ret, idet denne er en speciel lov for det bestemte samfund. Men den lov, som naturens fornuft har skabt mellem hele menneskeheden, og som følges i samme grad af alle folk, kaldes nationernes lov. Det romerske folk følger også en lov, som delvis er speciel for dem, delvis fælles for alle mennesker. Vi vil formulere forskellene de relevante steder. […] Den lov, som Vi gør brug af, er enten nedskrevet eller ikke nedskrevet, ligesom der eksisterer skrevne og uskrevne love blandt grækerne. Lovene består af statutter, Plesbicita [folkeafstemninger], dekreter fra Senatet, kejserlige bekendtgørelser, ordre fra Magistraten og juridiske afgørelser. […] De uskrevne regler er det, som sædvanen har fastlagt, for hvad sædvanen længe har fulgt og sanktioneret med almindeligt samtykke af dem der følger dem, svarer til loven.

C) Med Guds hjælp opretholder vi bestandigt vores fremsynethed, så det objekt [dvs, folket], der er blevet givet os at vise vores filantropi [gavmildhed] over for, ikke lider nogen skade. Derfor har vi skabt fuldt retfærdige love, og det, som lidt efter lidt går i forfald, vil vi stræbe efter at udbedre. Især vil vi tage administrative forholdsregler for at udbedre de mindre skader, som fremkommer gennem dem, der forbryder sig. Derfor har vi udnævnt prætorer [embede med først og fremmest juridiske funktioner] for folket i denne storslåede by - noget som er en yderst nyttig foranstaltning i alle slags sager - og en foranstaltning, som er blevet godkendt af alle indbyggerne i vores imperiale by. Som et resultat heraf har vi tænkt os at regulere noget andet som kræver vor opmærksomhed og at skabe retfærdighed ved vor lov og vor autoritet. Vi har nemlig set, at provinserne lidt efter lidt tømmes for deres indbyggere, og at denne vores store by forstyrres af en mængde af alle slags folk, især dem fra landområderne, som har forladt deres egne byer og deres dyrkning af jorden for at søge tilflugt her.

Kilde: Kjeld Mazanti Sørensen: Byzans – mellem sultan og pave (Columbus).
Oversættelse fra engelsk fra The Institutes of Justinian, red. B. Moyle, Oxford University Press, 1896).