Selv om kejsermagten spillede en meget stor rolle i det byzantinske samfund, var det de færreste i den almindelige befolkning, der vidste, hvordan kejseren så ud. Kun lejlighedsvis kunne man på afstand få et glimt af ham på Hippodromen eller i forbindelse med processioner. Nedenstående tekstuddrag stammer fra biskop Liutprand af Cremonas beretning om et besøg i Konstantinopel i midten af det 10. århundrede om et af de sjældne møder mellem kejseren og den jævne befolkning.
Og idet den ophøjede kejser Leo besluttede at teste sine vagters trofasthed og agtpågivenhed gik han, efter at mørket var faldet på, alene ud fra sit palads og kom til den første vagtpost. Da vagterne så ham, lod han som om han flygtede, idet han vendte om, som om han var bange. Da han var blevet fanget, udspurgte vagterne ham om, hvem han var, og hvor han skulle hen. Han sagde, at han ikke var noget særligt, og at han ledte efter et bordel. De svarede da: ” Vi vil give dig en ordentlig gang tæsk, lænke dine ben og holde dig tilbage indtil i morgen”. Hertil svarede Leo: ”Me, adelphoi, me” [”Nej, brødre, nej”]. Tag hvad jeg har på mig, og lad mig gå hen, hvor jeg ønsker.” Efter at de havde modtaget tyve guldmønter, lod de ham gå. Derefter kom Leo til den anden vagtpost, hvor han på samme måde blev holdt tilbage, og løsladt efter at vagterne også der havde fået 20 guldmønter. Da han imidlertid kom til den tredje vagtpost, blev han igen pågrebet, men i modsætning til de to andre tilfælde blev han ikke løsladt igen. Da alle hans penge var taget fra ham, blev han i stedet lænket med tunge lænker, i et stykke tid gennembanket med næver og piske og anbragt i et fængsel for at blive fremstillet for en dommer den følgende morgen. Da soldaterne var gået, råbte kejseren til fangevogteren:”Phile mou [Min ven], kender du Kejser Leo?” ”Hvordan skulle jeg kunne kende ham”, svarede fangevogteren, ”en mand som jeg ikke erindrer at have set? Godt nok har jeg set ham på afstand (for jeg var ikke i stand til at komme tæt på) ved offentlige begivenheder, når han passerede forbi, men jeg følte, jeg så på et under, ikke på et menneske.”
Kilde: Kjeld Mazanti Sørensen: Byzans – mellem sultan og pave (Columbus).
Oversættelse fra engelsk Liutprand, Antapodosis, MPL, vDl. 136, col. 795. Gengivet i Deno John Geanakoplos: Byzantium, Society and Civilization. Seen through Contemporary Eyes, University of Chichago 1986, s. 25.