Som øverstkommanderende for hæren red sejrrige kejsere i strålende triumftog ligesom det antikke Roms kejsere og generaler. Sådanne processioner havde bl.a. til formål at hylde kejseren og at demonstrere den byzantinske hærs styrke over for befolkningen og eventuelle tilrejsende Nedenstående er en øjenvidneskildring af kejser Manuel I’s triumftog 1159 ind i Antiochia, som var blevet indtaget af korsriddere i 1098. Kejseren red ind i byen med alle symbolerne på den kejserlige værdighed, mens (korsridder)kongen af Jerusalem fulgte i ærbødig afstand. Ved siden af Kejseren gik hertugen af Antiochia, der som tegn på underkastelse holdt fast i den kejserlige hests stigbøjle. Forfatteren er Johannes Kinnamos, som var sekretær for kejser Manuel I Komnenos (1143-1180) og ledsagede denne under hans kampe i Europa og Lilleasien. Kinnamos skrev et historieværk, som dækkede perioden 1116-1178.
Da Kejseren skulle til at drage ind i byen, iførte han sig ved hjælp af sin krops utrættelige styrke en dobbelt brystplade. Over denne lagde han et klæde beklædt med ædelstene, som næppe vejede mindre end rustningen nedenunder, og kronen samt alle de øvrige kejserlige tegn. Jeg var fuld af forundring over alt dette, især da Kejseren, efter at han havde fejret sin triumf, som man normalt gør i Konstantinopel, og efter at han var ankommet til Apostlen Peters Kirke, sprang adræt ned fra sin hest, og da han igen skulle stige op, sprang han op på hesten, som om han var ubevæbnet og ikke bar en tung rustning. Så kom byens biskop, iført gejstlige klæder, ledsaget af alle præsterne hen til Kejseren. De bar kors i deres hænder og bar forrest Den hellige Bog. Alle de fremmede besøgende var fulde af beundring, da de oven i alt dette så Reginald [af Chatillon, hertug af Antiochia] og Antiochs adelsmænd løbe af sted til fods ved siden af Kejserens hest. Baldwin, som selv havde båret krone [som latinsk konge i Jerusalem], red længere tilbage, men uden insignier. Således fejredes triumfen. Kejseren blev otte dage i byen og tog så af sted. Men Antiochias befolkning havde så stor ærbødighed for kejseren, at ingen lod deres retssager dømme af nogle fra deres eget folk, men kun af romerne [byzantinerne].
Kilde: Kjeld Mazanti Sørensen: Byzans – mellem sultan og pave (Columbus).
Oversættelse fra engelsk fra John Kinnamos. Epitome rerum ab loanne et Alexio Comnmis gestarum. ed. A. Meineke [Bonn, 1836]. pp. 187-88.). Gengivet i Deno John Geanakoplos: Byzantium, Society and Civilization. Seen through Contemporary Eyes, University of Chichago 1986, s. 24.