Mit Samfundsfag


Åbn undermenuer...

Benjamin Disraeli om Storbritanniens fremtid, 1872

Benjamin Disraeli (1804-1881) var en britisk forfatter, konservativ politiker og premierminister 1868 og igen 1874-80. Disraeli var bl.a. fortaler for en aktiv imperialistisk udenrigspolitik. Talen blev givet i forbindelse med et møde i det konservative parti i 1872, da Disraeli var leder af oppositionen til den liberale regering.

(…) der er et andet stort mål for det konservative parti. Hvis det første er at bevare nationens institutioner, så er det andet efter min mening at opretholde Englands imperium. Hvis man ser på dette lands historie siden liberalismens indførelse for fyrre år siden, finder man, at der ikke har været nogen indsats så kontinuerlig, så subtil, støttet af så meget energi og med så meget evne og skarpsindighed, som liberalisternes forsøg på at opløse Englands ​​imperium.

Og herrer, af alle deres bestræbelser er det den, der har været tættest på succes. Dygtige statsmænd, fremtrædende forfattere og de mest organiserede og effektive midler har været anvendt i denne bestræbelse. Det er blevet bevist for os alle, at vi har mistet penge pga. vores kolonier. Det er blevet vist med matematisk præcision, at der aldrig var en juvel i den engelske krone, der var dyr som besiddelsen af Indien. Hvor ofte er det ikke blevet foreslået, at vi skal frigøre os fra denne byrde. Dette mål blev næsten gennemført. Da disse synspunkter slog igennem under den plausible grund at indføre selvstyre til kolonierne, må jeg indrømme, at jeg troede, at båndene var brudt. Jeg er ikke modstander af selvstyre. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan vores fjerne kolonier kan administreres undtagen ved selvstyre. Men efter min mening burde selvstyre have været indrømmet som en del af en storpolitisk konsolidering af imperiet. Det burde have været ledsaget af en skat for imperiet, af en sikkerhed for England for den jord, som i kolonierne ikke var beslaglagt, og ved en militær aftale, som præcist definerede de midler og det ansvar, med hvilke kolonierne skulle forsvares, og, hvis nødvendigt, man kunne kalde kolonierne til hjælp. Det burde endvidere have været ledsaget af et repræsentativt råd, som ville have bragt kolonierne i konstant forbindelse med regeringen. Alt dette blev imidlertid undgået, fordi dem der ledte denne politik - og jeg tror, ​​deres overbevisning var oprigtig - så på Englands kolonier og vores forbindelse med Indien som en byrde for landet. De så alt i et økonomisk lys og ignorerede de moralske og politiske hensyn, som gør nationer store, og hvoraf mænd alene adskiller sig fra dyr.

Men hvad har resultatet været af dette forsøg på at opløse imperiet i liberalisternes regeringstid? Det er mislykkedes. Men hvorfor er det mislykkedes? Grundet koloniernes sympati med moderlandet. De har besluttet, at imperiet ikke skal destrueres, og efter min mening vil ingen minister i dette land gøre sin pligt, hvis han forsømmer enhver lejlighed til at genskabe så meget som muligt af vores kolonirige, og til at imødekomme disse fjerntliggende sympatier, som kan blive en kilde til uvurderlig styrke og lykke i dette land. (...)

Når I vender tilbage til jeres byer og distrikter, skal I fortælle alle, at tiden er inde til, at England skal vælge mellem nationale og kosmopolitiske principper. Spørgsmålet er vigtigt. Det handler om, om man vil stille sig tilfreds med et behageligt England modelleret efter kontinentale principper og møde rettidigt en uundgåelig skæbne, eller om man ønsker at være en stor nation – et imperium - et land, hvor jeres sønner, når de løfter sig, vil løfte sig til store positioner og vinde ikke blot deres landsmænds agtelse, men vil afkræve hele verdens respekt (...)

Kilde: Benjamin Disraeli: The Maintenance of Empire - Chrystal Palace Speech, 1872. Oversat af Helle Folkersen og gengivet i Det britiske imperium, systime 2015, s. 72-73