Mine herrer, jeg er næsten ked af for så lang tid at måtte lægge beslag på kammerets opmærksomhed, men jeg tror, at jeg har pligt til at fremkomme med mine argumenter fra denne talerstol. Det er lige så trættende for mig som for Dem, men jeg tror, at der er noget rigtigt i - som argumenter i diskussionen - at opsummere de principper, de motiver og de forskellige interesser, ved hvilke en kolonialistisk ekspansionspolitik måske kan retfærdiggøres (...)

Hvad jeg ønsker at fremhæve for at understøtte denne påstand, er, at den koloniale ekspansionspolitik, såvel i handling som i ord, er et politisk og økonomisk system; jeg vil gerne sige, at man kan sætte dette system i forbindelse med tre slags ideer: økonomiske ideer, teorier om civilisation i højeste forstand og ideer om politik og patriotisme.

Med hensyn til det økonomiske vil jeg tillade mig at forelægge - ved hjælp af nogle tal - de betragtninger, som retfærdiggør en kolonial ekspansionspolitik ud fra det synspunkt, at der er et behov, som føles stadig stærkere af Europas industribefolkning og især af vort eget rige og flittige folk: behovet for afsætningsmarkeder. Er dette det rene hjernespind? Er det et glimt af fremtiden, eller er det ikke snarere et presserende behov og så at sige vor industribefolknings klageråb?

Jeg vil kun i bred almindelighed formulere, hvad hver eneste af Dem - i forskellige egne af Frankrig - er i stand til at konstatere. Ja, dét, som vor store industri uimodståeligt blev tvunget til af aftalerne af 1860 til at lægge mere vægt på, dét, som den lider af mangel på i stadig større grad, er afsætningsmarkeder. Hvorfor? Fordi vor nabo, Tyskland, er omgivet af toldbarrierer, fordi det oversøiske USA er blevet protektionistisk i outreret grad. Disse markeder er ...- om ikke lukkede - så skrumpede sammen, og det medfører, at der ikke kun er blevet sværere og sværere adgang for vor industris produkter, men disse store stater er også ved at begynde at lade produkter, som hidtil ikke er set på vore markeder, strømme ind på disse ... Det er ikke nødvendigt at fortsætte med denne bevisførelse...

Jeg kender meget vel tankerne hos de økonomer, som jeg vil kalde doktrinære ... De fortæller os: "De virkelige afsætningsmarkeder er de handelsaftaler, som skaffer markederne og sikrer dem." Mine herrer, jeg ser ikke ned på handelsaftaler; hvis vi kunne vende tilbage til situationen, som eksisterede efter 1860, hvis verden ikke var blevet underkastet den økonomiske revolution, som er resultatet af videnskabens udvikling og samfærdslens forøgede hastighed, hvis den store revolution ikke var sket i mellemtiden, ville jeg med glæde beskæftige mig med den situation, som eksisterede efter 1860.
Det er helt rigtigt, at konkurrencen fra kornet i Odessa ikke fuldstændigt ødelagde det franske landbrug i den epoke, og at kornet fra Amerika og Indien ikke frembød nogen konkurrence; dengang levede vi i frihandelsaftalens epoke, ikke kun aftalen med England, men også med de andre stormagter, bl.a. med Tyskland, som endnu ikke var blevet en industriel stormagt. Jeg ser ikke ned på dem, disse traktater; jeg havde æren af at være med til forhandlingerne om nogle af de mindre betydelige; men mine herrer, for at indgå traktater må man have to parter: man kan ikke lave traktater med USA; dette er en overbevisning, som er groet frem hos dem, som har forsøgt at afslutte en eller anden slags traktat på dette område, enten officielt eller officiøst (...)

Mine herrer, der er et andet punkt, en anden slags teorier, som jeg også må omtale, men tro mig, jeg skal gøre det så kort som muligt. Det er den humanitære og civilisatoriske side af spørgsmålet. Denne sag har den ærede M. Camille Pellatan spottet på sin egen kultiverede og dannede måde. Han spotter, han fordømmer og han udtaler: "Hvad er det for en slags civilisation, som man påtvinger andre med kanonkugler? Hvad er det andet end en form for barbari? Har disse folk, disse laverestående racer ikke samme rettigheder som vi? Er de ikke herrer i deres egne huse? Har de bedt os om at komme? Vi kommer til dem mod deres vilje, vi tilbyder dem vold, men ikke civilisation." Sådan, mine herrer, er teorierne. Jeg tøver ikke med at sige, at dette ikke er politik, heller ikke historie - det er politisk metafysik. ("Åh, åh," fra venstre side af salen) (...)

Mine herrer, man bør debattere på et langt højere og mere ærligt plan. Det må offentligt erklæres lige ud, at højerestående racer i virkeligheden har rettigheder over laverestående racer. (Bevægelse på bænken længst til venstre.)

M. Jules Maigne: Oh, hvor tør De sige det i et land, som har proklameret Menneskerettighederne?

M. de Guilloutet: Dette er en retfærdiggørelse af slaveri og slavehandel.

M. Jules Ferry: Hvis det ærede medlem, M. Maigne, har ret, hvis Menneskerettighedserklæringen blev skrevet for de sorte i Afrika, hvilken ret har De så til at påtvinge dem handel og trafik? De har ikke bedt om det (...) (Afbrydelser fra det yderste venstre og højre "Udmærket, udmærket," fra de forskellige bænke lidt til venstre for midten.)

M. Raul Duval: Vi ønsker ikke at påtvinge dem noget. Det er Dem, der gør det.

M. Jules Maigne: At foreslå og påtvinge er to helt forskellige ting.

M. George Perin: I hvert fald kan man ikke bringe en handel i stand med magt.

M. Jules Ferry: Jeg gentager, at højerestående racer har en ret, fordi de har en pligt. De har pligten til at civilisere laverestående racer ... (Bifald fra de samme bænke lidt til venstre. Nye afbrydelser fra det yderste venstre og det yderste højre.)

(...) Det er, hvad jeg har at sige til M. Pelletan med hensyn til det andet punkt, han berørte. Så berørte han til sidst et mere vanskeligt, mere alvorligt, om hvilket jeg beder om tilladelse til at udtrykke mig helt oprigtigt. Det er den politiske side af spørgsmålet. Det ærede medlem, M. Pelletan, som er en anset skribent, fremkommer altid med bemærkelsesværdigt præcise formuleringer. Jeg vil låne en formulering, som han anvendte forleden dag om denne side af kolonipolitikken.

"Det er et system", siger han, "som består i at finde kompensation i Orienten for den afsondrende og fredelige politik, som vi er blevet tvunget til at føre i Europa."

Jeg vil gerne sige, hvad jeg mener om dette. Jeg bryder mig ikke om dette ord, "kompensation", og rent faktisk er det ofte blevet brugt, ikke hér, men andre steder på en perfid måde. Hvis det, der siges eller antydes, er, at en hvilken som helst regering i dette land, at en hvilken som helst republikansk minister muligvis tror, at der er erstatning i nogen del af verden for de katastrofer, vi har gennemgået, så er det en uret, som den regering ikke fortjener. (Klap fra midten og lidt til venstre) Jeg vil værge mig mod en sådan uret med al den styrke, som fædrelandet kan give mig. (Nye bifaldsråb fra de samme bænke).
Mine herrer, der er visse betragtninger, som fortjener alle patrioters fulde opmærksomhed. Betingelserne for søkrigsførelsen er blevet fuldstændig forandrede. ("Hørt, hørt").

På nuværende tidspunkt kan, som De ved, et krigsskib ikke medføre kul til mere end fjorten dage, lige meget, hvor perfekt en organisation, man kan etablere, og et skib, hvis kul er sluppet op, er et flydende vrag på havets overflade, overgivet til den første, der kommer forbi. Derfor er det nødvendigt at have bunkerstationer, tilflugtssteder og havne til forsvar og proviantering. (Bifald fra midten og lidt til venstre. Adskillige afbrydelser.) Det er på grund af dette, at vi behøvede Tunesien, og det er til dette, at vi behøver Saigon og Cochinkina. Det er derfor, vi tog Madagascar, og derfor er vi i Diego, Suarez og Vohemar og vil aldrig forlade dem. (Bifald fra et stort antal af bænkene.)

Mine herrer, i Europa, som det er i dag, i denne konkurrence mellem så mange rivaler, som vi ser vokse op omkring os, nogle ved at øge deres militære og maritime styrke, andre ved en uhyre udvikling af en stedse stigende befolkning; i et Europa, eller rettere i en verden af denne art, er en fredelig, isolationistisk og afholdende politik simpelthen den nærmeste vej til forfald. Nationer er i vore dage store på grund af den aktivitet, de udviser; det er ikke på grund af en "funklende kæde af institutioner" at de er store nu om dage (...)

Kilde: H. Skovgaard Nielsen: Imperialismen 1870-1914, 1972 s. 68-69