Kongedømmer og krige har der altid været førhen i de galliske områder, indtil I underordnede jer vores ret. Selv om vi ofte er blevet udfordret, har vi med sejrherrens ret alene pålagt jer dét, hvormed vi sikrer freden. For der kan ikke opretholdes fred mellem folkene uden hærstyrker, ingen hærstyrker uden sold til soldaterne og ingen sold uden skatter. Alt det andet har vi i fællesskab.
Selv holder i ofte kommandoen over vores legioner. Selv styrer I dé her og andre provinser. Intet er undtaget eller udelukket for jer. Af de gode kejsere nyder i samme fordel som os, selv om I bor langt borte fra Rom. De onde og grusomme, derimod, angriber dem, som er tættest på. Ligesom I lever med tørke eller alt for megen regn og andre naturskabte plager, sådan skal I tolerere herskernes overforbrug eller grådighed (Ondskab vil der være, så længe der er mennesker, men ikke uafbrudt og den opvejes af bedre ting) – medmindre I måske håber på et mere moderat herredømme, hvis Tutor eller Classicus skulle komme til magten, eller at de hærstyrker, som skal forsvare her mod germanerne og briterne, kan finansieres med lavere skatter end nu.
For hvis romerne bliver fordrevet, guderne forbyde det, hvad andet vil der opstå end krige blandt alle folkene. Otte hundrede års lykke og disciplin har sammenføjet denne bygning, som ikke skal nedrives, uden at dens nedrivere rives med i faldet. I befinder jer i den største fare, for hos jer er der guld og velstand, hovedårsagen til krige og invasion. Derfor, elsk, dyrk den fred og den by, som vi, besejrede og sejrherrer, holder med samme ret. Lad både heldets og ulykkens tydelige eksempler formane jer til ikke at foretrække opsætsighed og undergang fremfor lydighed i sikkerhed.

Kilde: Peter Fibiger Bang et al.: Imperier – fra oldtid til nutid, Columbus 2017