ÅRSAGER TIL DEN ANTIKKE KULTURS FORFALD

(…) I denne atmosfære af lad tilfredshed begyndte de privilegerede klasser at søge deres idealer i fornøjelser, vinding og opnåelsen af kulturens materielle fordele for dem selv og deres familie. Folk blev egoistiske og vendte deres hjerter mod lediggang og forlystelse. I en sådan steril og stillestående tidsalder blev de bedste mennesker utilfredse med livet og fandt fejl ved det, og da de opdagede, at dette ikke førte til noget, mistede de troen på fornuftens magt, fornuften, som svigtede dem på alle kanter, medens hele tiden herskerens formynderskab og censur vandt frem. Produktivt talent forsvandt; videnskaben gentog sine gamle resultater. Lærebogen erstattede forskningen. Ingen nye kunstneriske opdagelser blev gjort, man hører genklange af fortiden, formelt fuldkomne, men uden indhold. Også pennen, gravstikken og blyanten frembragte stærkt krydret arbejde, som kunne tiltrække og more sjælen, men ikke løfte og inspirere den.

De, som nægtede at overgive sig, søgte tilflugt i religionen. De søgte redning fra det virkelige livs småtskårenhed i beskuelsen af Gud og i forening med den usynlige verden. Ude af stand til at arbejde for andre eller at stræbe for en stor sags sejr trak de sig helt ind i sig selv og gjorde deres egen fuldkommenhed, den stadige udvikling af deres egen moralske og åndelige tilværelse, til deres ideal. Under det romerske kejserriges strålende overflade mærker vi en mangel på skabende evne og en afsmag for den, vi mærker den træthed og ligegyldighed, som underminerede ikke blot statens kultur, men også dens politiske system, dens militære styrke og dens økonomiske fremskridt. Et symptom på denne ligegyldighed er folkets selvmord – uviljen til at fortsætte slægten. Overklassen rekrutteredes udefra, ikke indefra, og uddøde, før den havde tid til at overdrage de følgende generationer kulturens arv.

Men det var på ingen måde alle rigets undersåtter, der havde del i dette ubesværede, civiliserede liv. Kulturen var begrænset til et mindretal, den velstående bybefolkning. Det er sandt, at flere og flere kom til at tilhøre dette mindretal i kejsertiden: Nye byer voksede op alle vegne – blandt keltere, iberere, illyrere, thrakere, og berbere i vesten; i Lilleasiens og Syriens bjerge og dale, på Arabiens sletter i østen. Men denne numeriske stigning må ses i forbindelse med andre kendsgerninger. Proletariatet af slaver og frigivne voksede ligeså hurtigt, om ikke hurtigere, og ligeså landbefolkningen. Ingen af disse klasser havde del i deres sociale overmænds lediggang og velstand. Deres lod var hårdt arbejde og fattigdom. Byboernes kultur var ikke skabt for dem: de var lykkelige, hvis de kunne samle smulerne fra de riges bord. Derfor frembragte de ledende klassers afmagt og lediggang en ny social og økonomisk krise i riget. De mest klartseende af kejserne indså faren; men det var vanskeligt og heller ikke ufarligt for herskerne at vække overklassen af dens dvale, og på den anden side gjorde ”klassernes” _{(Samlebetegnelse for overklassen)} stædige, passive modstand det næsten umuligt liberalt at forfremme ”masserne” _{(Samlebetegnelse for underklassen)} til en højere rang.

Udviklingen af disse holdninger – sløvhed hos de rige og utilfredshed blandt de fattige – var til at begynde med langsom og umærkelig. Men pludselig blev den akut, da riget efter næsten to århundreders fred og uforstyrrethed blev tvunget til at forsvare sig mod fremmede fjender. Tiden krævede en vældig demonstration af begejstring. Men de rige kunne ikke rystes ud af deres ligegyldighed, og de fattige, som så deres overmænds hjælpeløse svaghed, og som var afskåret fra al del i deres dovne, ubeskæftigede tilfredshed, fyldtes af had og misundelse. Herskerne forstod denne indre sygdom i riget og forsøgte at tvinge deres undersåtter til at forsvare riget og dets kultur. Magtens hånd lå hårdt på både høj og lav. For at redde riget begyndte staten at knuse og ruinere befolkningen ved at nedstyrte de hovmodige, men ikke oprejse de ydmyge. Heraf opstod det tredje århundredes sociale og politiske katastrofe, hvor staten, som støttede sig til hæren, eller med andre ord til underklassen, besejrede overklassen og efterlod den ydmyget og forarmet. Det var et ødelæggende slag for den antikke verdens aristokratiske bykultur.

Dette slag overvandt den antikke verden aldrig. Aristokratiets skabende kræfter blev endeligt undermineret. De to første århundreders sløve og fredelige tilfredshed gav plads for alderdomssvækkelse, for ligegyldighed og fortvivlelse. I deres lidelser søgte menneskene frelse ikke i dette liv men hinsides: de håbede på hvile og lykke efter døden. Heller ikke de lavere klasser vandt noget ved deres sejr: slaveri og økonomisk ruin blev deres lod. Også de fandt efter det tredje århundredes rædsler tilflugt i religion og i håbet om lykke i et hinsides liv. Riget levede sin sidste tid i denne magtesløse tilstand, dets liv blev mere og mere enkelt og dets krav til livet mindre og mindre. Staten, som holdt sig oppe på resterne af forgangen storhed, eksisterede netop så længe, som dens kultur og organisation var fjendernes overlegen; da denne overlegenhed forsvandt, overtog nye herrer det, som var blevet en blodfattig og udlevet organisme. Enhver skabende kraft, som var tilbage, vendte sig fra denne verden og dens krav og beskæftigede sig med erkendelsen af Gud og foreningen med ham.

Således kan det stadige kulturforfald også hér, når talen er om Romerriget, ikke spores til en fysisk degeneration, til en forringelse af højerestående racers blod på grund af slaveri eller til politiske og økonomiske betingelser, men snarere til en ændret sjælsholdning hos menneskene. Denne ændring skyldtes den kæde af omstændigheder, som frembragte de særlige livsbetingelser i det romerske kejserrige, og processen var den samme, som den havde været i Grækenland. En af disse betingelser, og en meget væsentlig én, var den antikke kulturs aristokratiske og eksklusive karakter. Det intellektuelle tilbageskridt og det sociale skel berøvede tilsammen den antikke verden kraften til at opretholde sin civilisation, til at forsvare den mod indre opløsning og barbarisk invasion udefra.

Kilde: Michael Rostovtzeff: ”Roms historie”, 1986. Jørgen Paludans Forlag (Uddrag). s.243ff. Oprindelig engelsksproget version 1927