Josefus (ca. 37-100 e.v.t.) var en jødisk hærfører og historiker. Efter at være blevet taget til fange i den jødisk-romerske krig (66-73 e.v.t.) blev han benådet og senere frigivet. Derefter levede han ved det kejserlige hof i Rom og skrev her sine historiske værker. Det følgende er et uddrag om den romerske hær.
Man kan ikke lade være med at beundre romernes omtanke, fordi de indøver deres slaver således, at de ikke alene kan være dem til tjeneste i det daglige liv, men også gøre nytte i krigen. Men ser man dernæst på deres øvrige hærordning, må man erkende, at deres herredømme er et resultat af deres dygtighed og ikke et lykkeligt tilfælde. Man må ikke tro, at de først begynder at øve sig i våbenbrug, når krigen er brudt ud, eller at de ligger stille i fredstid og kun, når nødvendigheden kræver det, giver sig til at røre hænderne; nej, som om de var sammenvoksede med våbnene, under de sig aldrig hvile i deres øvelser og venter ikke med at begynde, indtil krigen står for døren. Deres øvelser adskiller sig i ingen henseende fra en virkelig kamp; men enhver soldat bliver daglig indøvet med en iver, som om han var i krig. Derfor kan de med så stor lethed udholde kamp.
Når de én gang er opstillet i den vante orden, kan intet bringe dem i uorden: frygt forskrækker dem ikke, og anstrengelser udmatter dem ikke. Følgen heraf er, at de til stadighed sejrer over modstandere, der ikke indtager en så fast holdning. Man kan derfor med sandhed sige, at deres øvelser er ublodige slag og slagene blodige øvelser. Ikke engang ved overrumpling er det let for fjenden at besejre dem; for når de er faldet ind i fjendens land, indlader de sig ikke i slag, før de har befæstet deres lejr. Og dette sker ikke på nogen overfladisk eller uregelmæssig måde, ej heller tager alle, uden nogen orden, del deri. Skulle den udsete plads tilfældigvis være ujævn, bliver den planeret. Deres lejr bliver afstukket som en firkant. En mængde tømrere følger hæren med det til lejrbygningen nødvendige værktøj …
I deres kampe sker der intet, uden at det har været genstand for rådslagning og overvejelse; men forud for enhver handling går der en beslutning, og når noget er blevet fastslået, følger udførelsen derefter. Derved risikerer de kun i ringe grad at tage fejl, og selv om de også har uheld med sig, kan de let gøre fejltagelserne gode igen …
Ved deres våbenøvelser udvikler romerne imidlertid ikke blot deres legemer, men gør også deres sjæle fastere. De bliver også hærdet mod frygt. Deres love pålægger nemlig dødsstraf ikke blot for desertation, men selv for en ringe efterladenhed, og de har endnu mere grund til at frygte feltherrerne end lovene. Dog, på grund af de hædersbevisninger, de skænker de tapre soldater, lægger man ikke mærke til, at de er hårde mod dem, de straffer.