Der var nu [...] i alt tre institutioner, som havde magt i staten; og alt var så ligeligt og passende organiseret og forvaltet af disse tre, at ingen, ikke engang romerne selv, med sikkerhed kunne sige, om forfatningen i sin helhed var aristokratisk, demokratisk eller monarkisk. Og dette er ganske naturligt, for hvis man nemlig kun så på den magt, konsulerne havde, måtte man synes, at den var monarkisk og kongelig, så man på rådets magt (senatet), måtte man definere den som aristokratisk; og ville man endelig se på folkets magt, måtte man ganske sikkert opfatte den som demokratisk. Men de grene af ledelsen. hver enkelt institution havde magt over [... e]r følgende: Først konsulerne: Så længe de er i Rom, det vil sige, før de drager ud med legionerne, bestemmer de i alle offentlige sager. For alle de øvrige embedsmænd undtagen almuetribunerne, står under dem og skal rette sig efter dem [...] De har hele udførelsen af beslutningerne i deres hånd. Derudover skal de tages sig af alt, som vedrører offentlige sager, hvor folket er indblandet: de skal sammenkalde folkeforsamlingerne, stille forslag til beslutningerne og udføre det, som flertallet har vedtaget. Hvad rustninger til krig og forvaltning af felttogene angår, har de næsten en uindskrænket magt; for de har både ret til pålægge forbundsfællerne, hvad de synes [...] og udskrive soldater. [...] Når man altså ser til denne del af magten i staten, kunne man med rette hævde, at forfatningen var rent ud monarkisk og kongelig.
Dernæst kommer vi til senatet. For det første så har det rådighed over statskassen; det råder over enhver indtægt og ikke mindre over enhver udgift: Senatet råder også over den udgift [...] som censorerne for hvert femår udbetaler til istandsættelse og til opførelsen af offentlige bygninger og til offentlige arbejder. [...] Forbrydelser, der begås i Italia og kræver offentlig efterforskning, som f. eks forræderi, sammensværgelser, trolddom og snigmord tager senatet sig også af [...] kommer derfor én udefra til Rom på et tidspunkt, hvor ingen konsul er til stede, må forfatningen forekomme ham helt aristokratisk.
Hvem kunne nu ikke med god grund spørge, om folket overhovedet havde del i styrelsen, navnlig når senatet styrer alle indtægter og udgifter og de andre ting, jeg har nævnt, og når konsulerne har uindskrænket magt, hvad angår forberedelse til krig og uindskrænket magt i felten? Men ikke desto mindre har også folket sin del i magten, og det er den, der vejer mest. For det er kun folket, som uddeler belønning og straffer. Folket afsiger ofte domme om pengebøder, når denne straf passer til forseelsens størrelse; særlig over dem, der har beklædt de højere embeder; dødsdomme fælder alene folket. Derudover er det folket, som – ud af de værdige – vælger embedsmænd. At blive valgt er den skønneste belønning for retskaffenhed i en stat. Folket står også for vedtagelse af lovene og, hvad der er det vigtigste, det forhandler om fred og krig. [...] Dette taget i betragtning kan man med rette sige, at det er folket, der har den største del af magten, og at forfatningen er demokratisk.
Jeg har nu beskrevet, hvorledes ledelsen af staten er delt mellem de enkelte institutioner; men hvordan de, når de vil det, kan enten genere hinanden eller samarbejde, vil jeg komme ind på nu. Når konsulen – med de ovenfor omtalte beføjelser drager ud med hæren, forekommer han at have den fulde magt; men han behøver dog både folket og senatet; uden dem er han ikke i stand til at gennemføre det, han er i gang med. [...]
Senatet, som har så stor en magt, bliver alligevel tvunget til for det første i fælles anliggender at tage hensyn til masserne og til folket; ja de vigtigste og største undersøgelser og afstraffelser af forbrydelser mod staten – dem, der er sat dødsstraf for – kan senatet ikke føre til ende, med mindre folket gør dets beslutninger gyldige. På samme måde forholder det sig med de sager, der angår senatet selv. For hvis nogen stiller et lovforslag enten om at fratage senatet noget af den myndighed, der efter skik og brug tilkommer det, eller om at ophæve senatorernes særrettigheder og ærestegn eller muligvis om at svække deres økonomiske position, så bestemmer folket og kan vedtage eller forkaste forslaget. [...] På samme måde er omvendt folket afhængigt af senatet og må tage hensyn til det både i offentlige og i private sager. I hele Italia er der mange offentlige arbejder. De udbydes i licitation. Det gælder f. eks vedligeholdelsesarbejder, istandsættelser og opførelse af offentlige bygninger og mange forskellige andre arbejder, som det er svært at holde tal på, i forbindelse med floder, havne, saliner [saltudvindingsanlæg ved havet], bjergværker og offentligt land, kort sagt i forbindelse med alt, hvad romerne har sat sig på. Alt dette går gennem folkets hænder, og så godt som alle er involveret i de handler og arbejder, som er en konsekvens af de ovennævnte.
Over alt det her nævnte har senatet råderet. Det kan give henstand, og når der er noget der går galt, lette byrderne, ja, når udførelsen af en opgave har vist sig umulig, endog hæve kontrakten. Krigsførelse er undergivet deres myndighed [...] Da nu hver enkelt institution har magt både til at skade de andre og til at samarbejde med dem, bliver deres indbyrdes samarbejde nødvendigt i krisesituationer. Det er derfor ikke muligt at finde en bedre statsforfatning end romernes. For ingen af dem (henholdsvis magistratur, senat og folk) har magt nok alene, og da samtidig hver enkelts hensigter kan hindres og modvirkes af de andre, er det klart, at ingen af dem får lov til at vokse sig stærk alene og blive overmægtig. Alle bliver ved det etablerede.

Kilde: Roms historie 6. Bog, kapitel 11-18, gengivet i: Peter Ørsted: Arven fra Rom. 2000.