Endnu et uddrag af Agricola. Her skildrer Tacitus den britiske hærfører Calgacus’ ord til de andre tilstedeværende briter, inden de går i kamp mod de romerske legioner (omkring 83-84 e.Kr.). Historikere vurderer, at talen er opdigtet af Tacitus, med henblik på at give et billede af briternes motiver og som en måde at kritisere det romerske despoti under Kejser Domitian.
Vi, der er verdens yderste og sidste fri folk, er lige til denne dag blevet beskyttet af selve vor afsides beliggenhed i et hjørne af den kendte verden. Nu ligger Britanniens ydergrænse åben, og alt ukendt [regnes] jo for storslået. Men der findes ikke andre folkeslag længere borte, kun bølger og klippeskær, men farligere end disse er Romerne, hvis hovmod man forgæves vil søge at undgå ved eftergivenhed og føjelighed. Imperialister som de er, undersøger de nu, hvor der ikke længere er lande tilbage at plyndre, selve havet. Er fjenden rig, er dé [romerne] grådige, er han fattig, er dé, som ikke Østen, ikke Vesten har kunnet mætte, ærgerrige. Dé er de eneste, der begærer rigdom som fattigdom med lige stor lidenskab. At stjæle, myrde og røve kalder de med falske betegnelser at regere, og, hvor de lægger land øde, taler de om at skabe fred. (…)
Dér venter jer skatter, arbejde i minerne og alle de andre straffe, der er den trælbundnes lod. Hér og nu er det op til jer, om I vil udstå disse i al evighed eller hævne jer straks. Tænk derfor, når I nu om lidt går i kamp, både på jeres forfædre og jeres efterkommere.
Kilde: Tacitus: Agricola, ca. 98 e.v.t.. Udgivet af Odense Universitetsforlag 1981. Oversat af Allan A. Lund